IS-gruppe er nedkæmpet, men frygten lever stadig

Viva Danmark arbejder med traumebehandling af internt fordrevne børn og unge i flygtningelejre i Filippinerne.

Der er for lidt fokus på de frygtelige hændelser i det sydlige Filippinerne, mener Viva Danmark.

Tusindvis af internt fordrevne sidder forsat i lejre i og omkring byen Iligan, på øen Mindanao i Filippinerne. Selvom krigen mellem den ISIS-affilierede Maute-gruppe og de filippinske styrker stoppede for flere uger siden, er udsigten til, at de mere end 500.000 flygtninge kan vende hjem lang.

Byen Marawi er bombet til ukendelighed, og det vil tage lang tid, før de internt fordrevne igen kan vende hjem. Det er ikke kun problemer omkring infrastrukturen, som afholder de internt fordrevne fra at flytte hjem, men også sikkerheden er et problem.

”Mange af de internt fordrevne er stadig traumatiserede efter angrebet, og frygten for at kunne blive angrebet igen, hvis de vender tilbage, er stor” udtaler leder af Viva Danmark, Gritt Holm Hedehus, som netop er vendt hjem fra et besøg i lejrene.

Fordrevne i nød

Der er grund til bekymring på vegne af de internt fordrevne og situationen i Iligan. Langt de fleste bor uden for de officielle lejre, på muslimske skoler og i moskeer. De har dårlige forhold og får meget lidt hjælp fra regeringen og NGO’er, da de prioriterer at arbejde i de officielle lejre.

I de officielle lejre er sikkerheden for medarbejderne større og organiseringen bedre. Derfor gør Viva en særlig indsats for de mest nødlidende. Jojo Tejano, operationel leder af Vivas indsats på Mindanao, udtaler:

”Regeringen gør meget lidt for de internt fordrevne, som bor uden for de officielle lejre. Derfor bliver vi mødt med stor imødekommenhed fra imamer og muslimske ledere, når vi kommer til de uofficielle lejre med vores indsatser for børn og unge”.

Traume-bearbejdningen i lejrene handler om at normalisere hverdagen med aktiviteter, der kan hjælpe børnene til at genfinde glæden og livsmodet, oplyser Viva.
Samarbejde med imamer

Selvom Viva arbejder sammen med de kristne kirker i Iligan, er det lykkedes at udvikle et tæt samarbejde mellem de kristne kirker og de muslimske imamer.

– I starten var vi lidt afventende i forhold til, hvordan vi ville blive modtaget i lejrene. Men kvaliteten af indsatsen med børn og unge overbeviste forældre og kirkeledere, og i dag har vi opnået en åben dialog om fælles indsatser i fremtiden, siger Gritt Holm Hedehus.

Viva Danmark har, sammen med sin filippinske samarbejdspartner ”Philippine Children’s Ministries Network”, arbejdet i lejrene siden juli. Det primære fokus har været på forskellige indsatser med traumebearbejdning for børn og unge i lejrene.

Gennem en række aktiviteter og etablering af ”Child and Youth Friendly Spaces” har børnene fået et frirum i en ellers meget presset situation. Det handler om at normalisere hverdagen med aktiviteter, der kan give børnene glæden og livsmodet tilbage, understreger Viva Danmark.