Hver femte ikke-troende beder til Gud
En undersøgelse foretaget online af ComRes for den kristne hjælpeorganisation Tearfund viser, at mange ikke-troende i Storbritannien beder til Gud, når de oplever vanskeligheder.
Det skriver The Christian Examiner. Af de over 2.000 adspurgte svarede halvdelen ja til spørgsmålet om, hvorvidt de bad til Gud. Blandt disse var også 20% af de erklærede ikke-troende.
55 % af de ikke-troende oplyste, at de ville bede i forbindelse med personlige kriser eller tragedier. 34% oplyste, at de ville bede ud fra den tanke, at ”der var en svag mulighed for, at noget ville ændre sig”, og 23% oplyste, at de ville bede for at få trøst eller føle sig mindre alene.
57% af de erklærede kristne respondenter svarede, at de beder under kriser. 45% af dem oplyste, at de beder, fordi de tror på Gud, mens 38% oplyste, at de beder, fordi de tror, det gør en forskel.