KD kom ind i to regioner og 12 kommuner

Med over 12.000 stemmer blev Tove Videbæk den store stemmesluger ved regionsvalgetMed 1,6 procent af stemmerne har KD fået sit næstbedste regionale valg nogensinde. Tidligere medlemmer af Folketinget Mogens Nørgård Pedersen og Tove Videbæk har fået plads i henholdsvis Nordjylland og Midtjyllands regioner.

Tove Videbæk fik et flot regionsvalg i Midtjylland

Tove Videbæk fik 12.633 personlige stemmer, hvilket er det 5. højeste personlige stemmetal blandt alle kandidater i region Midtjylland. Ved konstitueringen har KD fået en plads i forretningsudvalget samt i to andre tunge udvalg vedrørende sundhedsvæsenet og det sociale område i regionen.
Ved kommunevalget fik Kristendemokraterne 15 byrådspladser i 12 kommuner. Flere steder var partiet lige på vippen til at få et mandat. I Frederikshavn manglede man f.eks. kun 11 stemmer og 21 stemmer i Jammerbugt kommune for at få plads i byrådene. Partiet fik et mandat på Bornholm, Tønder, Haderslev, Hedensted, Ikast-Brande, Silkeborg, Holstebro, Viborg, Lemvig og Thisted. Samt to mandater i Herning kommune og tre mandater i Ringkøbing-Skjern.

Goldt på Sjælland

På Sjælland opnåede partiet slet ikke valg. Det understreger behovet for at styrke KD’s profil i de store byer, siger partiets nye formand Bodil Kornbeck, der ikke fik en plads i region Hovedstaden, hvor hun var opstillet.
– Resultatet ved kommunalvalget skyldes primært, at vi kun har stillet op i 52 af de 98 kommuner, hvoraf den største repræsentation ligger vest for Lillebælt. Det er altafgørende, at KD inden næste valg har en kommuneforening i alle kommuner. Vores byrådsmedlemmer udgør sammen med de lokale KD – partiforeninger den lokale platform, som skal være med til igen at sikre vores parti en plads i Folketinget, mener Bodil Kornbeck, der er meget glad for partiets to pladser i regionsrådene i Midtjylland og Nordjylland.
– KD’s sundhedspolitik får gennem vore to regionspolitikere en god platform. Regionerne står over for en lang række store udfordringer, når sundhedsplanlægningen skal i gang. Den planlægning får i Midtjylland og Nordjylland klare kristendemokratiske aftryk med Mogens og Tove som vore regionspolitiske spydspidser, siger formanden.