Ny type gudstjeneste i Kbh.
Den 26. september holdes #aabenhimmel, en helt ny slags gudstjeneste præget af en fri, ekspressiv spiritualitet og meditation i Betlehemskirken på Nørrebro.
”#aabenhimmel inviterer dig ind i et rum, hvor du kan ånde og være; ind i en erfaring af Guds godhed. Vi længes efter en dybere frihed, et sted, hvor det er muligt at finde heling for hele mennesket – krop, sjæl og ånd. #aabenhimmel er født ud af den længsel,” fortæller Torsten Borbye Nielsen, som er missionspræst i I Mesterens Lys.
Gudstjenesten består både af sang og musik, ord til eftertanke og guidet meditation, ligesom der er mulighed for helende bøn og at blive lyttet til, samt kreativt at udtrykke tro, tvivl og længsler. Den første #aabenhimmel-gudstjeneste har temaet ”Elsket”.
Gudstjenesterne finder sted sidste onsdag i måneden og begynder 19:30, men man kan møde op allerede fra kl. 19 til lidt sunde snacks og noget at drikke.
#aabenhimmel arrangeres i fællesskab af I Mesterens Lys, Bethlehemskirken, Byens Valgmenighed og Den Lyttende Kirke.