Vendsyssel var arnestedet for flere danske frikirker

Simon Jacobsen udgav i 2018 bogen ”Den store Vækkelse” om Morris Johnson, der stiftede Guds Menighed i Danmark og Sverige.

Torsdag den 10. oktober har Pandrup Bibliotek indbudt Simon Jacobsen til at holde foredrag om vækkelser i 1700-, 1800- og 1900-tallet, hvor blandt andet Missionsforbundet, Adventistkirken, Guds Menighed og Kristi Menighed havde deres virke på egnen omkring Pandrup.

Simon Jacobsen har gravet dybt i arkiver og gamle aviser, hvor han blandt andet har fundet ud af, at der var en Herrnhuter-brødrekreds i Saltum gennem 100 år, og den opstod, før brødrene byggede Christiansfeld i 1770’erne.

Nye kirkesamfund
Adventisterne: Danskamerikaneren John G. Mattesen, som stiftede adventistsamfundene i Norden, begyndte sin mission i landsbyen Alstrup ved Pandrup 1877, hvor den første menighed blev stiftet.

Han fik en gruppe gårdejere til at bygge et af Danmarks første forsamlingshuse få måneder efter sin ankomst. Bygningen blev omtalt som ”Alstrup Domkirke”.

Kristi Menighed: Den amerikanske brødremenighed, Schwarzenau Brethren, som i dag kaldes Kristi Menighed, blev stiftet af danskamerikaneren Christian Hope, som dannede sin første menighed i Hjørring 1876.

Missionsforbundet: Den frie mission, Frimissionen eller Det Danske Missionsforbund, som det hedder i dag, blev dannet i 1888, efter en gruppe mænd mødtes på Vanggaard i Stenum ved Brønderslev.

Guds menighed: Morris Johnson, som Simon Jacobsen skrev om i bogen ’Den store vækkelse’, stiftede Guds Menighed i Danmark og Sverige. Han begyndte sin virksomhed i Løkken, hvor den store vækkelse udsprang. Kaas ved Pandrup blev centrum for kirkesamfundets virke i Norden gennem en lang årrække.

Baptistkirken: Baptisterne har altid været flagskibet blandt frikirkerne i egnen ved Pandrup, og deres kirke i Pandrup er en ener blandt baptistkirker i landet med kirketårn, krypt, kalkmalerier og mosaikrunder.

Ud over de nævnte menigheder har også Pinsekirken, Apostolsk Kirke og Maran Ata Menigheden haft deres virke i egnen ved Pandrup.

Kirkehistoriske værker
Simon Jacobsen fik i 1960’erne sin handelsuddannelse i Pandrup. Hans slægt ejede herregården Lundergård vest for Jetsmark Kirke, kirken ved Pandrup, i 1700-tallet.

Siden 2012 har Simon Jacobsen skrevet en del lokal- og kirkehistorie samt evangeliske bøger.
I år er Jacobsen bl.a. forfatter af Aalborgbogen 2019 med temaet ’Aalborgensiske landliggere ved Vestkysten’, som Selskabet for Aalborgs Historie udgiver inden nytår.