Politikere vil afskaffe moms på velgørenhed

Hvert år betaler almennyttige organisationer over 200 millioner kroner i moms på varer og tjenesteydelser, mens kommercielle virksomheder kan trække momsen fra.Det er helt urimeligt, mener indsamlingsorganisationernes brancheorganisation ISOBRO, der kalder momsen ”en skat på velgørenhed” og i flere år har forsøgt at råbe politikerne op. Det ser nu ud til at lykkes.
Finansminister Thor Pedersen har nemlig lovet allerede i dette efterår at forhandle med Dansk Folkeparti om, hvordan organisationerne kan få refunderet købsmomsen, skriver Kristeligt Dagblad.
– Vi har en aftale med Dansk Folkeparti fra sidste år om at undersøge mulighederne for at fritage de almennyttige organisationer fra at betale købsmoms. Den opgave har vi siden været i gang med, og vi har blandt andet haft møder med de frivillige organisationer om det. Vi har jo et ønske om at understøtte det frivillige arbejde, hvor man gør en særlig indsats for selv at skaffe penge, siger Thor Pedersen til avisen.
Der er ikke afsat penge til en refusionsordning i regeringens nye finanslovsudspil, men det kan komme med i et ændringsforslag, siger den konservative skatteordfører Christian Wedell-Neergaard.
KP