Ønsker at tæppebombe Vestegnen med evangeliet

Børneklubber, helbredelsesmøder og økonomisk julehjælp er nye tiltag i City Kirken, der har fået ny præstSiden Per Eivind Stig fik overdraget stafetten i City Kirken i Taastrup for syv måneder siden, er der ved at ske nye ting i baptistkirken, der blev startet af en lille flok unge mennesker i 1987.

– Da jeg stod med brevet i hånden fra en familie, der bad om økonomisk julehjælp, var det som en profetisk hilsen fra Herren, siger Per Eivind Stig

City Kirken ligger i Københavns Vestegn. Det er Høje Taastrup, Albertslund, Vallensbæk, Ishøj og Glostrup kommuner. Tilsammen er der over 130.000 indbyggere. Man kan i sandhed sige, at høsten er stor, men arbejderne få på Vestegnen, hvor antallet af frikirker kan tælles på én hånd. City Kirken har omkring 90 medlemmer.
– Mange frikirkekristne vælger at komme i en kirke inde i storbyen – også de unge. Specielt det sidste skal vi gerne have vendt. Unge mennesker skal vinde andre unge mennesker, så vi arbejder på at skabe et stærkt ungdomsmiljø, og vi er godt på vej, fortæller kirkens nye præst Per Eivind Stig.
Flere nye tiltag er søsat i City Kirken det sidste halve år og flere er i støbeskeen.
For to måneder siden startede kirken sin første børneklub, uden for kirkens mure, i en lokal skole i Taastrup hver torsdag kl. 19.00.
– Vi begyndte med tre børn fra kirken og er nu oppe på at have en fast kerne på elleve børn i alderen 6-9 år.
– Denne børneklub skulle gerne være kimen til endnu flere på Københavns Vestegn. Vi har oplevet, at Gud har talt til os om at gøre dette, og medarbejderne er meget begejstrede. De har lys i øjnene, når de fortæller om arbejdet. Vi har delt foldere ud og beder for arbejdet, så det kan vokse, fortæller norske Per Eivind Stig, der bl.a. er kendt i Danmark for sit tidligere arbejde i den verdensomspændte missionsorganisationen Ungdom Med Opgave kaldet UMO.

Julehjælp til lokalsamfundet

I december måned sidste år modtog kirken et brev fra et ægtepar med to børn i kommunen, der bad om økonomisk hjælp til at holde jul for.
– Da jeg stod med brevet i hånden var det – som en profetisk hilsen fra Herren – en tilskyndelse til at involvere os mere aktivt i lokalsamfundet.
Livet er barsk, og vi lever i en fortravlet tid. Så er det rart at vide, at der i hvert fald er ét sted, hvor nogle gider lytte til én.
– Vi pakkede ”en juleaften til fire” plus et Nyt Testamente og opsøgte parret, som ingen i menigheden kendte. De blev meget taknemmelige, fortæller Per Eivind Stig, der i samråd med menigheden har besluttet at satse stort med hensyn til økonomisk julehjælp i december måned i år og en julekoncert.
– Vi skal snart have et møde med Frelsens Hær for at få nogle praktiske råd. Vi vil gerne være en favnende menighed, være mennesker blandt mennesker og gøre udadrettede ting. Jesus gik også rundt imellem mennesker og mødte deres behov.
– Vi har ikke den nødvendige økonomi endnu, men vi ved, at Gud er leveringsdygtig i mirakler. Vi ser os rundt efter sponsorer og efterlyser hjælp fra hvem som helst, der vil bidrage. Vi ønsker at strække os ud over det, for os, menneskeligt mulige.
Vi er ikke en lille eksklusiv klub, så er der andre i området her, der vil være med, er de meget velkomne, lyder opfordringen fra Per Eivind Stig.
– Vi ønsker at være en relationskirke med en stærk familiefølelse, som er fokuseret på vækst, tilføjer han.

Kirkens infrastruktur er vækstgrupper

Kirken vil gerne opbygge en stærk infrastruktur med vækstgrupper, der skal kunne møde den enkeltes behov.
– Livet er barsk, og vi lever i en fortravlet tid. Så er det rart for mennesker at vide, at der i hvert fald er ét sted, hvor andre gider lytte og bede for dem.
En vækstgruppe skal både være et åndeligt mødested, men også være et stærkt socialt fællesskab, hvor vi kan være med til at tage ansvar for hinanden. Det er måden at bevare mennesker på i menigheden.
I forbindelse med Jesus-filmen ”The Passion of the Christ” indbød City Kirken til paneldebat om filmen i den lokale avis. Der kom nogle stykker udefra. Til august vil kirken bruge mange kræfter og penge på annoncering og P.R. for tre helbredelsesmøder med evangelisten Jørn Hyldgaard bistået af Sabrina Mathew, fortæller præsten.
– Vi satser på noget, som også er relevant for mennesker uden for kirken, siger Per Eivind Stig, der gerne vil nå ind i det alternative miljø, så mennesker ser, at det er Jesus, som er vejen, sandheden og livet.

Stort behov for egne lokaler

City Kirken har faste bønnemøder to gange om måneden og har en bønnekæde.
Et af de helt store bedeemner er behovet for egne lokaler. Menigheden har egne kontorlokaler med en lille mødesal, men der er ikke plads nok til de traditionelle gudstjenester søndag og andre møder. Man pendler derfor frem og tilbage mellem Taastrup Kulturcenter, Forsamlingshuset ”Egely” i Ishøj og i Kongsholmcenteret i Albertslund.
– Vores bøn er at nå denne egn med evangeliet. Vi er fyldt med stor forventning og taknemmelighed. Det er et privilegium og ikke en tung byrde at arbejde med evangeliets udbredelse. Det er spændende at være involveret lige nu. Meget spændende endda. Vi ønsker simpelthen at tæppebombe Vestegnen med Guds Ord, siger Per Eivind Stig.