”At bede for andre er en måde at leve troen ud på”

Mens Pernille Ward arbejdede i hjemmeplejen, oplevede hun, at Gud udfordrede hende til at ”træde ud af båden” ved at lægge hænderne på syge og bede for dem.

”Når vi siger til Gud: ’Nu er jeg klar, send mig, så gør han det. Så åbner han døre og lægger situationer til rette,” siger Pernille Ward. Hun oplever, at hjertet banker på en særlig måde, når Gud vil bruge hende til konkret forbøn for mennesker. Foto: Lucas Ward

Pernille Ward fortæller om sin vandring ind i at bede for andre med håndspålæggelse En ældre mands rygsmerter forsvandt gradvist ved flere bønner. En kvindes knæsmerter blev markant mindre, en kollega fik en berøring af Gud og rygsmerter stoppede efter forbøn. ”Selvom smerterne ikke forsvandt fuldstændig, tror jeg, at det var en del af Guds lydighedstræning af mig, at jeg skulle bede for den kvinde,” siger hun.

Da Pernille Ward var i begyndelsen af tyverne, arbejdede hun som ufaglært i hjemmeplejen. Hun bad om, at Gud ville hjælpe hende ind i at være frimodig og bede for andre, fordi hun tror på, at det er en del af vores kald som kristne. Hun refererer til Markusevangeliet kapitel 16 vers 18, hvor der står om dem, som tror på Jesus: ”De skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

En dag på arbejde kom Pernille ind til en ældre mand, der lå på sofaen. Han skulle have hjælp til at få støttestrømper på. Han havde meget ondt i sin ryg og kunne ikke gå, og Pernille tænkte: ”Det var da noget værre noget.” Manden møvede sig ned fra sofaen og kravlede på alle fire. Han kunne ikke rejse sig, fordi rygsmerterne var så voldsomme.

”Jeg prøvede at få ham hjulpet op på en stol, hvor han kunne sidde, men det gik ikke så godt, og han havde virkelig ondt. I det samme blev jeg mindet om, at jeg skulle bede for ham, og mit hjerte hamrede i brystet på mig. Jeg fik taget mod til mig og sagde: Må jeg have lov at bede for dig?” ”Tror du, det vil hjælpe,” svarede han lettere skeptisk, men sagde ja til at modtage forbøn. Pernille bad for ham flere gange, hvor hun efter hver bøn udfordrede ham til at bevæge sig for at se, om det virkede. ”Han gik fra at kravle til at stå oprejst med hænderne over hovedet. Jeg bad måske tre til fem gange for ham. Han var meget, meget glad, lettet og overrasket. Han var meget taknemmelig.”

Måtte du overhovedet bede for ham?

”Det tror jeg ikke, at jeg måtte. Men jeg var så sikker på, at jeg skulle gøre det og forventede også, at Gud greb ind. Det var, som om jeg vidste, at Gud udfordrede mig til at træde ud af båden og gøre det, som vi er kaldede til: at lægge hænderne på de syge. Det var vigtigere for mig, og jeg tænkte heller ikke over konsekvenserne, hvis jeg var blevet meldt. Men så ville jeg have stået ved, at jeg havde bedt for ham, hvilket måske ville gøre, at jeg fik en advarsel, men der kom det jo heldigvis ikke til.”

Pernille kom aldrig tilbage til manden igen og har derfor ikke hørt, hvordan det gik efterfølgende. Hun tænkte, at det var ret vildt og blev igen forundret over, at når vi siger til Gud: ”Nu er jeg klar, send mig, så gør han det. Så åbner han døre og lægger situationer til rette.”

Afhænger vores parathed af, om Gud lægger noget til rette?

”Jeg tror, at Gud arbejder hele tiden, og at han godt ved, hvornår vi mener, at vi er klar, så det overrasker ham ikke.”

Knæsmerter blev markant mindre

At bede for mennesker har altid stået for Pernille som en meget praktisk måde at leve troen ud på.

”Det skal lægges tilrette af Gud, som kender de mennesker, vi skal bede for. Han må lede os til dem, hvor der er en åbning og et potentiale,” siger hun smilende og fortsætter: ”Vi var til en fødselsdag og mødte der en ung kvinde på krykker. Jeg fik umiddelbart hjerte for hende. Så jeg vendte mig til Jesus indeni for at snakke med ham og spørge, om jeg skulle reagere på det eller ej.”

Også denne gang bankede Pernilles hjerte på den for hende velkendte måde, som betød, at hun skulle reagere. Pernille gik hen til kvinden og begyndte en samtale med hende. I løbet af samtalen spurgte Pernille ind til krykkerne. Kvinden fortalte, at der var problemer med hendes ene knæ – hun havde mange knæsmerter. Pernille spurgte, om hun måtte bede for knæet, og om hun måtte lægge hænderne på knæet. Det sagde kvinden ja til. Det var en udendørsfest, hvilket gjorde, at Pernille ret ubemærket kunne bede for kvindens knæ.

”Selvom hun ikke blev 100 % helbredt,
oplevede jeg det alligevel, som om det
var en del af Guds lydighedstræning af
mig for at komme ind i det at bede for andre.”

”Hun fortalte, at hun mærkede en markant forbedring i smerterne. Jeg kan ikke huske, om hun gik derfra uden krykker. Og selvom hun ikke blev 100 % helbredt, oplevede jeg det alligevel, som om det var en del af Guds lydighedstræning af mig for at komme ind i det at bede for andre.” Pernille fortæller, at hun har bedt for mange, men at det ikke er alle, der er blevet helbredt. Kun en enkelt gang har hun oplevet en negativ reaktion i forlængelse af en forbøn. Alle andre gange har mennesker været positive og taknemmelige bagefter.

En kollega berøres til tårer

På en tidligere arbejdsplads havde Pernille en mandlig kollega, der kom på arbejde med mange rygsmerter. Han var buddhist, og Pernille fortalte, at hun troede på Jesus.

”Vi sad på kontoret, og jeg sagde til Jesus: Hvis du vil, at jeg skal bede for ham, må du gøre det sådan, at vi har lidt tid, hvor der kun er ham og jeg på kontoret. Sådan blev det. Og jeg spurgte ind til hans ryg – og om jeg måtte bede for ham med håndspålæggelse? Han sagde ja tak til forbøn. Han beskrev, at han mærkede varme i ryggen. Han så glad og taknemmelig ud – og meget berørt. Han havde tårer i øjnene. Nogle gange er det ikke helbredelsen, der er vigtigst, men berøringen fra Gud og at opleve sig set af en, der er større. Lige da jeg fjernede hånden, kom der en tredje kollega ind. Fordi der var sådan en ret intens stemning, fortalte jeg denne kollega, at jeg lige havde bedt for den anden. Efterfølgende oplevede jeg en styrkelse i relationen og varme og taknemmelighed. Det oplever jeg faktisk hver gang, jeg har bedt for nogen.”

Bad ikke om smertestillende igen

På en af Pernilles tidligere arbejdspladser var der en muslimsk mand, som over en længere periode havde haft kraftige rygsmerter. Men der var ikke blevet gjort noget ved det. Han havde meget, meget ondt og bad om smertestillende hver dag i 2-3 uger. Han var i midten af tyverne. På en aftenvagt tog Pernille mod til sig og spurgte, om hun måtte bede for ham. ”Jeg har lagt mærke til dine rygsmerter, og jeg er kristen og tror på Jesus, må jeg bede for dine rygsmerter?”

Det svarede han ja til. Pernille lagde hånden på hans ryg og bad om, at alle smerter skulle forsvinde. Hun husker det, som om han derefter ikke kom igen for at få smertestillende medicin. Og hun gik derfra og tænkte, han er helbredt. Det var en markant ændring, at han stoppede med at bede om smertestillende.

”Jeg har lagt mærke til dine rygsmerter,
og jeg er kristen og tror på Jesus, må
jeg bede for dine rygsmerter?”

Pernilles spørgsmål til en
muslimsk mand på arbejdspladsen

”Han kiggede på mig efter forbønnen med et taknemmeligt ansigtsudtryk og viste mig efterfølgende endnu større tillid. Jeg lagde mærke til, at han i en situation stod op for mig, da en anden sagde noget om mig, hvilket han ikke havde gjort tidligere. Der var opstået en slags ny alliance imellem os efter forbønnen,” slutter Pernille med et varmt smil.