Farligt at være kristen i Irak

Det er blevet farligt at være kristen i Irak. Det skriver det svenske dagblad Dagen og citerer en kilde med nære kontakter til det mellemøstlige land.Ifølge kilden jages kristne af muslimer, og det sker endog, at kristne dræbes. Andre kilder bekræfter, at trykket på de kristne i Irak øges.
Det er især præster, som er udsatte for forfølgelser. De modtager trusler, så de ikke vover at møde op i deres kirker. Men også almindelige kirkegængere frygter for at gå til gudstjenester, og den kristne befolkning er nødt til at sørge for, at de ikke ser anderledes ud end muslimerne. Derfor kan man se kristne småpiger bære slør.
– De kristne er meget bange for at gå på gaderne. Hvis man sammenligner med tiden under Saddam, så var tingene meget bedre for de kristne dengang. Da var der ingen, som vovede at gøre noget mod de kristne, hævder Dagens kilde.
Faktisk ønsker flere kristne sig i øjeblikket tilbage til tiden under Saddam Hussein. Han var dårlig på mange måder, men han lod de kristne udøve deres religion.
– De kristne forsøger at slippe ud af Irak, men myndighederne vil ikke udstede pas til dem, oplyser Dagens kilde.
Greg Rollins fra Christian Peace Team, befinder sig i Bagdad og har tætte kontakter til de kristne kirker. Han bekræfter, at trykket mod de kristne er øget den senere tid.
– Jeg ved, at mange kristne er meget, meget bange. Kristne er blevet angrebet, kidnappet og i nogle tilfælde endda dræbt. Faktisk har jeg ikke engang noget tal på, hvor mange kristne, der er blevet slået ihjel, siger han.
Fra Syrien forlyder det, at mange kristne er flygtet dertil for at undgå forfølgelserne fra islamiske fundamentalister. Syriens lempelige visaregler for arabere og den geografiske og kulturelle nærhed mellem de to lande har tiltrukket tusinder af irakere – både kristne og muslimer – som ønsker at undslippe kaoset i hjemlandet.
Den irakiske ambassade i Damaskus og FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anslår, at der i øjeblikket er omkring 250.000 irakere i Syrien. De 12.000 af dem har registreret sig hos UNHCR, og af dem er 2500 kristne.
– jeli