Sex på programmet i Skjern

SKJERN – Masser af mennesker kunne opleve langt bedre samliv med deres partner, hvis de forstod forskellene og lighederne mellem mænd og kvinder.
Det påstår pastor Kezia Bidstrup fra frikirken Unic i Skjern, der er rammen om fire søndage under temaet „Lets talk about sex.“
Og samtalen om det ofte tabubelagte emne er både klar og konkret. Om relationer, ensomhed, tosomhed, ægteskab, kommunikation, romantik, sex og meget mere.
– I 30 år har vi haft åben seksualundervisning i skolerne, men hvor kan man blive undervist i den del af samlivet, som ikke foregår på lagnet, spørger pastoren.
Kezia Bidstrup har som rådgiver oplevet mange knuste liv, som skyldtes dårligt samliv.
– Vi kan ikke reparere alle problemer i samfundet, men vi kan hjælpe mennesker til bedre forudsætninger for at forstå hinanden og begynde at tale sammen i tide, inden det ender i en skilsmisse siger hun.
Kezia Bidstrup underviser selv på kurserne, hvor også flere gæsteundervisere vil medvirke. Næste gang der er sex på programmet i frikirken er søndag den 17. oktober.
– ole