Bankmand og teolog rejser til Egypten

Missionsselskabet Danmission har ansat ægteparret Christa og Peter Herum til udviklingsarbejde i den koptisk ortodokse kirke i Kairo.
Christa Herum er teolog og har i en årrække været aktiv i Islamisk-Kristent-Studiecenter, mens hun har taget en mastergrad i religionsteologi. I Kairo skal hun arbejde med at skabe gensidig forståelse mellem kristne og muslimer. Det indebærer bl.a. oprettelsen af et såkaldt „Abraham-center“, hvor dialog og diapraksis er grundlaget for arbejdet.
Peter Herum kommer fra en stilling som projektleder i Danske Bank-koncernen. Han er uddannet cand. polit. og skal i Egypten være finans- og administrationsrådgiver i Udviklingsafdelingen i den koptisk ortodokse kirke i Kairo. Her har man netop fået grønt lys til et låneprojekt, der giver kvinder mulighed for at starte mindre virksomheder. Pengene til projektet kommer bl.a. fra Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling.
– Det er klart, at det er et stort skridt at gå fra den finansielle sektor i Danmark til en kirkelig organisation i Egypten, men dybest set er min rolle uændret, idet jeg skal medvirke til at udvikle en organisation, sådan at den bliver bedre i stand til at løse dens primære opgaver, fortæller Peter og tilføjer:
– Mit nye job i Egypten stiller dog større krav på visse punkter som for eksempel at skulle rådgive på arabisk.
– ole