Stopper samarbejde med missionærpar
En sag om gendåb får konsekvenser for dansk missionærpar i Letland
Den danske missionsorganisation Friluftsmissionen har med øjeblikkelig virkning stoppet samarbejdet med det dansk/lettiske missionærpar Solvita og Poul Nielsen, der bor i Letland.
Årsagen til det pludselige brud er ifølge Friluftsmissionens blad Gadehjørnet, at missionærparret har ladet sig gendøbe og tilsluttet sig en pinsekirke-lignende kirke i Letland uden på forhånd at orientere Friluftsmissionen.
– Det er med stor beklagelse, vi må tage afsked med Solvita og Poul Nielsen. Men vi ser det som et tillidsbrud, og desuden ligger gendåb uden for retningslinjerne for en medarbejder, der er tilknyttet Friluftsmissionen, fastslår landsleder Torben Østermark i bladet.
Friluftsmissionen er tilsluttet den internationale fælleskirkelige organisation Open Air Campaigners (OAC), men i Danmark og Letland arbejder Friluftsmissionen udelukkende på evangelisk luthersk grundlag.
Solvita og Poul Nielsens situation i Letland er endnu uafklaret. Men Friluftsmissionen har på grund af sagen overdraget afsvaret for opgaverne i Letland til et missionærpar fra en engelsk søsterorganisation.
Friluftsmissionen har eksisteret i ti år og arbejder, som navnet antyder, primært i frisk luft. Det sker gennem gadeevangelisering og ofte med visuelle virkemidler som tale-malebræt, gospel-trylleri og drama.
– ole