DF ignorerer nødlidende

Kristendemokraternes formand, Marianne Karlsmose, mener, Dansk Folkeparti svigter den langsigtede hjælp til ulandene

Dansk Folkeparti stemmer nej til forebyggende og langsigtet ulandsbistand. Det viser en undersøgelse, Kristendemokraterne har foretaget.
”Det forebyggende nødhjælpsarbejde har åbenbart ingen interesse for Dansk Folkeparti, som derimod gerne vil bruge penge, når det handler om at holde flygtninge væk fra Europa. Det er ubehageligt, at partiet ikke tænker mere langsigtet. Den forebyggende nødhjælp er jo også med til at forhindre nye kriser og flygtninge”, siger Kristendemokraternes formand Marianne Karlsmose.
Kristendemokraternes undersøgelse viser, at Dansk Folkeparti i folketingsåret 2003-2004 har stemt nej til alle forslag om penge til Danmarks programsamarbejdslande.
”Hvis Dansk Folkeparti får magt, som de har agt, vil de afvikle den danske stat-til-stat bistand til stor skade for udviklingsbistandens langsigtede fokus på at bekæmpe fattigdom. Dansk Folkeparti vil først og fremmest bruge ulandsbistanden til at holde flygtninge væk fra Danmark, mens det for Kristendemokraterne handler om at tage ansvar for verdens fattigste, uanset hvor de er,” siger Marianne Karlsmose.