Rejsen fra fangehullet: Historien om Rom Braslavskis overlevelse og mirakler

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Alice Iversen
København

Før den skæbnesvangre morgen den 7. oktober 2023 levede Rom Braslavski, en ung israelsk-tysk statsborger fra Jerusalem, et liv som mange andre jævnaldrende. Han aftjente sin værnepligt som soldat i det israelske militærs logistikkorps, men befandt sig på Nova-musikfestivalen på en velfortjent orlov, hvor han arbejdede som sikkerhedsvagt.

Da terrorangrebet ramte festivalpladsen, tøvede den dengang 19-årige logistik-soldat og uddannede paramediciner ikke. Han kastede sig direkte ind i redningsarbejdet, ydede akut førstehjælp til sårede festivalgæster og ledte adskillige i sikkerhed, mens han med de bare næver og sten forsøgte at værge for sig. Roms modige indsats endte brat, da han blev taget til fange og ført til Gaza af terrorgruppen Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ).

Rom Braslavski skulle ende med at tilbringe 737 dage i fangenskab – over to år i totalt mørke – hvilket gør ham til det gidsel, der har overlevet det længste fængselsophold af alle, som blev bortført den 7. oktober 2023. Først den 13. oktober 2025 fik han sin frihed tilbage. Tiden i Gaza var præget af en ufattelig brutalitet. Rom har efter sin frigivelse berettet om et fangenskab fyldt med daglig, systematisk tortur.

Han og hans ven Eitan blev slået, pisket og skåret i – ikke kun af fangevogterne, men også af folk fra gaden, der kom ind for at mishandle dem. Rom var i håndjern, fik frataget sin nattesøvn og blev sultet i en sådan grad, at han til sidst lignede et omvandrende skelet. Undervejs forsøgte fangevogterne at tvinge ham til at konvertere til islam med løfter om mere mad og et stop for de daglige tæsk. Men Rom nægtede blankt. Han erklærede overfor sine bødler, at han hellere ville dø som jøde end at give afkald på sin identitet for mere mad og færre slag.

Midt i dette levende helvede fandt Rom en urokkelig livline i sin tro på Gud (Hashem). Han fortæller i dag om, hvordan han mødte Guds mirakler direkte i fangehullet. Allerede efter 13 dage oplevede han og vennen, hvordan kuglerne fløj lige igennem deres hud uden at efterlade skader. Otte gange i løbet af de to år var Rom i direkte livsfare – blandt andet under glaseksplosioner og huse, der kollapsede over ham – og hver eneste gang oplevede han, at Gud fysisk var med ham og beskyttede ham.

Troen transformerede hans syn på situationen. Han bad dagligt, selvom det udløste flere tæsk, og han fandt styrken til hver dag at takke Gud, alt imens han gentog ordene: “Jeg er klar til at dø for dig, Gud.” Selvom Rom overlevede og i dag er fri, er krigen ikke slut for ham. Han beskriver sin nuværende tilværelse som en overgang til en ny kamp – kampen for sin egen helbredelse og genoprettelse. Torturen har efterladt Rom med dybe fysiske ar samt mave- og øreproblemer, men de psykiske mén er de tungeste at bære.

Hans sjæl befinder sig på mange måder stadig i Gaza. Han vågner om natten i voldsomme skrig, hjemsøgt af flashbacks til de bjerge af lig af unge kvinder, han blev tvunget til at se på, og han kæmper en daglig kamp mod det indre mørke.

I dag, hvor Rom er vendt tilbage til samfundet, bliver han inviteret til møder med store verdensledere, herunder den amerikanske præsident Donald Trump. Når han bliver spurgt, hvordan han håndterer den enorme kontrast mellem fængslets dyb og magtens korridorer, trækker Rom en direkte parallel til Første Mosebog i Bibelen og fortællingen om Josef. Ligesom Josef i sin tid blev forrådt, svigtet og smidt i en dyb, tom brønd af sine egne misundelige brødre, for derefter at blive solgt som slave og sat i et egyptisk fængsel, oplevede Rom sig efterladt på bunden af verden.

Men historien om Josef slutter som bekendt ikke i fangehullet. Gud var med ham, og Josef blev i kraft af sin tro hævet op af brønden for til sidst at ende som den mægtigste leder i Egypten, lige under Farao. Rom ser sit eget liv spejlet i denne bibelske beretning. Han blev smidt i brønden i Gaza, men bliver nu hævet op af mørket. Selvom Rom i dag står ansigt til ansigt med magtfulde embedsmænd, minder Rom konstant verden om ikke at glemme de uskyldige dræbte, og han fremhæver især Bibas-babyerne.

Rom slår fast, at han aldrig vil forlade det land, hvor så meget jødisk blod er blevet udgydt, og han fortsætter sin personlige helbredelsesrejse med ordene: “Jeg vælger hver dag ikke at være i mørket. Længe leve Israel.”