Første dåb i LM’s missionshus

HELSINGØR – For første gang i Luthersk Missionsforenings (LM) næsten 140-årige historie er en kvinde blevet døbt i et missionshus.LM er organiseret i 107 kredse rundt om i landet. Her mødes man i missionshuset og til gudstjenesterne i folkekirken, hvor man også modtager sakramenterne. Undtagen i otte af kredsene, der er registreret som frimenigheder og derfor står uden for folkekirken.
Men LM-kredsen i Helsingør er ikke en frimenighed, og derfor vækker det nogen forundring, at en kvinde alligevel blev døbt i missionshuset og ikke i kirken.
Kvinden gik forkert
Ifølge LM’s avis, Tro & Mission, dukkede kvinden for cirka fem år siden op til et ældremøde i missionshuset. Egentlig ville hun have været til optagelsesprøve i et gospelkor, men hun havde fået et forkert tidspunkt oplyst. Hun blev dog og overværede mødet.
Og her rørte Gud ved hende, så hun efterfølgende deltog i et grundlæggende kristendomskursus og en åben bibelstudiegruppe, hvor hun voksede i troen.
Det førte i december 2004 til, at kvinden gerne ville døbes og helst i Helsingør.
Det skete kort efter ved en samling i missionshuset, hvor selve dåben blev forrettet af pastor Birger Reuss Schmidt fra LM-frimenigheden i Hillerød.
I Helsingør betegnes dåben i missionshuset som en glædelig begivenhed, mens andre i organisationen ifølge Kristeligt Dagblad mener, at det er et uheldigt signal at sende, fordi LM ifølge vedtægterne stadig arbejder inden for folkekirken.
Hverken LM’s landsformand eller generalsekretæren betragter dog dåben som epokegørende og vil ikke gøre mere ud af sagen.
– ole