Undskyld, men det var altså …

– Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg. Sådan forsøgte Adam ifølge 1 Mos 3, 12 at tørre skylden af på sin bedre halvdel, da han og Eva havde spist af det træ i Edens have, som Gud havde forbudt dem at spise af. De seneste ugers politiske begivenheder har vist, at den slags undskyldninger fortsat er særdeles brugbare. Dog hives de i dag frem med modsat fortegn. Nu er det ikke længere kvindens skyld, men mandens. I hvert fald hvis man klamrer sig til en vaklende ministertaburet.
Først var det kirkeminister Tove Fergos mand, der meddelte, at hans kone ikke ønskede at fortsætte som minister, når der ikke var plads til hende i Folketinget. Den forklaring affejede ministeren og fastholdt, at hun var minister, indtil der var udpeget en ny, og at det iøvrigt var manden, der …..
Og en uge efter var det så familie- og forbrugsminister Henriette Kjær, der måtte forlade sin ministerpost, fordi hendes spendere-lystne mand havde „glemt“ at betale for parrets sofaer og andre effekter.
Og efter på den måde at have sat ægtemændene på hjul og stejle, var der så også en gang høvl til medierne, som havde bragt historierne ud til offentligheden.

Medierne var der så vidt vides ingen af i Edens have. Så Eva kunne ikke give hverken Ekstra Bladet eller TV2 skylden for fadæsen. I stedet sendte hun anklagen videre til slangen, som havde forledt hende.
Og dermed rammer hun nok bedre hovedet på sømmet, end tidens kvindelige ministre. For selv om både mænd og medier kan være nogle giftige snoge, så må en stor del af verdens ondskab og ufuldkommenhed stadig tilskrives djævelsk slangelist.

Meeen, den forklaring holder nok ikke i vores lille Danmark, hvor man selv kommer på avisernes forsider, hvis man hævder, at djævle og dæmoner findes.
Mennesket er jo sin egen lykkes smed. Og ulykkes for den sags skyld. Med mindre man altså har en mand eller medierne at tørre den af på.