Ny stor undersøgelse sætter tal på europæernes tro:
70 procent tror på Gud

Syv ud af 10 europæere tror på Gud, men kun hver anden på et liv efter døden
EUROPA – Readers Digest Germany har netop offentliggjort en stor undersøgelse af europæernes tro. Hele 8600 europæere i 14 forskellige lande har deltaget i undersøgelsen.Ifølge undersøgelsen tror hele 97 procent af polakkerne på Gud, stærkt forfulgt af Portugal med 90 procent og Rusland med 87 procent. I den anden ende af tabellen figurerer lande som Belgien med 58 procent, Holland med 51 procent og Tjekkiet med bare 37 procent.
Undersøgelsen viser dog, at troen på Gud ikke automatisk følges af troen på et liv efter døden. Således tror kun hver anden på, at der venter et liv efter den fysiske død.

Forskel på øst og vest

43 procent af europæerne benytter Bibelen som vejviser for, hvad der er rigtigt og forkert. Her er troen igen størst i Polen med 86 procent, Rusland med 78 procent og Schweiz med 54 procent. Mens tjekkerne med 27 procent, Hollænderne med 25 procent og franskmændene med kun 24 procent ikke giver meget for Bibelen som moralsk vejviser.
Hver femte europæer betragter naturkatastrofer som et udtryk for Guds vrede, og 65 procent beder for at komme i kontakt med Gud.
Øverst på listen af bedeemner står „mennesker, som betyder noget for mig“. Nummer to er „fred og retfærdighed i verden“, mens kun 13 procent beder om frelse og syndernes forladelse.
Undersøgelsen maner desuden til selvransagelse for kirkerne. Tæt på to tredjedele af tyskerne svarer, at kirken ikke har nogen som helst betydning for deres tro.
Desuden har den tyske undersøgelse sat sig for at sammenligne befolkningen i det tidligere Øst- og Vesttyskland. Og 15 år efter genforeningen er der markante forskelle i tyskernes tro. I øst er 77 procent af befolkningen overbeviste om, at Gud ikke eksisterer. I vest er det 22 procent.
– ole