Borer efter olie i tro

John Brown borer efter olie i den israelske undergrund. Han mener, at Bibelen giver nøje anvisninger på, hvor der findes olie. Og videnskaben bakker ham op
ISRAEL: Et af verdens mindste olieselskaber må være Zion Oil & Gas; grundlagt i 2000 af den amerikanske forretningsmand John Brown.

Den israelske minister for national infrastruktur var hovedtaler ved indvielsen af Zion Oil & Gas’s første borebrønd sidste måned. Her er det dog stifteren af Zion Oil & Gas, John Brown, som har erobret mikrofonen

Han har etableret olieselskabet på et noget utraditionelt grundlag – nemlig et par skriftsteder i Det Gamle Testamente, og han er overbevist om, at han nok skal finde olie i et israelsk landområde nordøst for Tel Aviv.
Syv millioner dollars har han samlet fra forskellige investorer, som har haft modet – eller troen – til at binde an med hans projekt.
Brown har arbejdet konkret med projektet siden 1985, men først i sidste måned var han nået så langt, at Zion Oil & Gas kunne indvie deres første boretårn.
Til avisen USA Today siger John Brown:
– Gud har sendt mig med ét formål: at hjælpe Israel med olie. Jeg tror, at Gud har talt til mig om at etablere Zion Oil & Gas, så vi derved kan hjælpe Israel til at blive selvforsynende med energi.

En oliedryppende fod

Det første skriftsted i Bibelen, som John Brown mener taler om olie i Israels undergrund, er fra 1. Mosebog 49:25, hvor patriarken Jakob velsigner sin søn Josef: „…fra din fars Gud, han hjælpe dig, fra Gud den Almægtige, han velsigne dig med velsignelser fra himlen deroppe, med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede…“. Det er talen om „velsignelser fra urdybet“, som ifølge Brown er en reference til olie.
I 5. Mosebog 33 følger så endnu et par skriftsteder, som Brown betragter som en profeti om oliefund i Israel. Denne gang er det Moses, som velsigner stammerne Josef og Asher. I vers 13-17 hedder det blandt andet om Josef: „Velsignet af Herren er hans land med herligheder fra himlen deroppe og fra urdybet, der hviler dernede…Det skal komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre. Og i vers 34 står der: „Om Asher sagde han: Velsignet være Asher blandt sønner, måtte han være elsket af sine brødre og dyppe sin fod i olie“.
Hvis man kigger på et kort over Israel, hvor de gamle stammeområder er indtegnede, vil man se, at formen af Ashers sydlige landområde med lidt god vilje kan siges at minde om en fod. Og det er den fod, som Brown mener, skal dyppes i olie. Derfor borer han efter olie lige syd for „foden“, så det ved et oliefund kan se ud som om, at Asher netop har løftet sin fod fra en oliepøl. Dertil kommer, at det selvsamme område ligger i den øverste del af Josefstammens område, som – igen med lidt god vilje – kan siges at ligne en mand, hvor hovedet så er det område, hvor Zion Oil & Gas i øjeblikket borer. Hvis der vælder olie op af borehullet, kommer urdybets herligheder på den måde over Josefs hoved, som der jo stod i skriftstedet.

Der skal bruges mange meter rør, inden man rammer de – måske – olieholdige lag den 12. juni, og Zion Oil & Gas finder ud af, om deres oliebestræbelser har båret frugt eller ej

Olie nok til fem år

De første mange år John Brown arbejdede med projektet, var der kun begrænset videnskabeligt belæg for at finde olie i Israel. Allerede i 1950’erne forlod de store internationale olieselskaber landet, fordi de havde opgivet at finde olie (og på grund af arabisk pres), og siden 1947 er der boret efter olie 470 steder uden resultat.
Men i 2004 skrev magasinet Oil & Gas Journal en artikel om en boring ikke så langt fra den, Zion Oil & Gas netop har åbnet: „Israel har nu, hvad der ser ud til at være deres første væsentlige onshore (på land, red.) olie- og gasfund“. Og det mest lovende geologisk set er et underjordisk rev, som ligger dybt nede under Zions boring. Geologiske rev fungerer nemlig som gigantiske svampe, hvis huler og lommer kan være fulde af olie.
I samme udgave af Oil & Gas Journal beregnede man, at der er stor sandsynlighed for, at Zion vil gøre et betydningsfuldt oliefund på omkring 484 millioner tønder olie. Det svarer til, at Israel vil kunne være selvforsynende med olie fra det område alene i fem år.

Olie den 12. juni?

Hvis det skulle lykkes for John Brown og Co. at finde olie i Israel, så vil det være af meget stor politisk og økonomisk betydning for Israel. Olie kan i så fald ikke længere bruges som et handelsvåben imod Israel, og den israelske betalingsbalancekurve vil få et kraftigt knæk opad, da landet i øjeblikket importerer al sin olie – primært fra Rusland.
Hvis det skulle vise sig, at John Brown får ret, og olien begynder at vælde op i Israel, så er det allerede fastlagt i Zion Oil & Gas’ vedtægter, hvordan dele af overskuddet skal gå til velgørenhed i USA og i Israel.
– Formålet med, at Gud giver rigdom, er, at man skal hjælpe andre, siger John Brown til USA Today.
Hvis alt går efter planen, vil boret nå ned til de måske olieholdige lag omkring den 12. juni. Indtil da holder alle vejret.