Tak for leder

Jesus lærer os, at vi ikke skal „tilbyde“ at fjerne splinten fra vor broders øje, før vi har fjernet bjælken fra vort eget øje: “Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje“ (Luk.6.42).
Den opfordring efterfølger Henri Nissen modigt og visionært i sin leder fra den 4. maj. Modigt, fordi farisæerne vil kaste sig over ham. Visionært, fordi sammenhold på tværs er en nødvendig vej frem.
Ikke mindst inden for frikirkelige kredse er der ofte utrolige fordomme imod brødre og søstre i den katolske kirke; fordomme, der ofte har sit udspring i en himmelråbende uvidenhed. Her kommer Henri Nissens leder som intet mindre end et befrielsens pust.
Den katolske kirke står som bølgebryderen i det af tidsånden oppiskede hav.
Ofte kryber vi i læ af den, peger fingre ad den, håner den og foragter den, men den bliver bare stående og fortsætter med at skærme af for os, så vi ikke tumler mere forvirrede rundt i vores – af stormen omtumlede – små både, end tilfældet trods alt er.

Martin Bergsøe
Nystedvej 73
4891 Toreby L.