Folkekirken er ikke længere en kristen størrelse

Med afgørelsen om, at Grosbøll fortsat kan stå på prædikestolen i folkekirken, står ateisterne og ateismen officielt på prædikestolen i folkekirken.
Med denne situation er folkekirken som institution ikke længere en kristen størrelse, selv om der fortsat er mange kristne enkeltpersoner i folkekirken.
Grundproblemet er Luthers toregimentelære, der er den historiske forudsætning for ateismen, og som igangsætter en sekulariseringsudvikling, der ikke som en fejludvikling, men som en følgerigtig nødvendighed ender i ateismen. Luthers toregimentelære er ateismens centrum. Dette ses også tydeligt af, at den rationalistiske rent materialistiske teologi begynder midt i 1700-tallet i tysk protestantisme. Siden 1700-tallet har statskirken/folkekirken været præget af en teologi med ateistisk virkelighedsopfattelse. I dag er universiteternes teologiske fakulteter – uddannelsessted for folkekirkens præster – domineret af en teologi med en ateistisk virkelighedsopfattelse. Folkekirkepræsten Lars Tjalve har ret, når han siger, at hvis Grosbøll skal ud, så bør en tredjedel af folkekirkens præster også afskediges.
Løbet er kørt. Luthers toregimentelære har gennemsyret både folkekirken og samfundet og ateisticeret begge. Den kristne opgave i den situation er – uafhængig af både samfund og folkekirke – at hente den universelle kristne tro, der findes på alle virkelighedens områder, tilbage. Forudsætningen for dette er naturligvis, at man også forlader Luthers toregimentelære og dennes partielle kun delvise tro.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV