Ukraines præsident: Børn skal lære om Gud
Viktor Jushenko lover at beskytte kirkernes rettigheder. Samtidig beder han dem om hjælp til at løfte landets sociale problemer – og til at lære børn om vejen til Gud.UKRAINE: På et møde den 15. juni bad Ukraines præsident Viktor Jushenko landets kirker om at hjælpe med at løfte landets store sociale problemer. Samtidig lovede han at værne om religionsfriheden.
– Vi ønsker, at præster og kloge mennesker skal lære børn om Gud, så de kender Gud og de veje, som fører til ham, udtalte Viktor Jushenko for nylig.
Udtalelsen fra Ukraines præsident kom, da han den 15. juni holdt møde med repræsentanter fra Ukraines Råd for Kirker og Religiøse Organisationer.
– Det vil gøre det meget lettere, hvis børnene vil lære dette gennem et fag i skolen.
– Så skal de ikke blot orientere sig efter, hvad der tilfældigt kommer af gode ting fra kirken, fra ens mor eller familien, erklærede Jushenko.

