Netanyahu går i protest mod rømning af Gaza

ISRAEL – Israels finansminister og tidligere ministerpræsident Benyamin Netanyahu trådte søndag d. 7. august tilbage. Det skete som en protest mod rømningen af israelske bosættelser i Gaza.

Benyamin Netanyahu begrunder sin afgang med, at tilbagetrækningen vil gøre Israel mere sårbar.

Netanyahu erklærede på et regeringsmøde søndag den 7. august, at han går af som finansminister på grund af planen om rømningen af Gaza.
Regeringens plan udgør et stort stridsemne i Israel lige nu. Den går ud på, at Israel vil overgive en række landsbyer i Gaza-striben til det palæstinensiske selvstyre. Planen er udarbejdet af Sharon-regeringen og har støtte fra Arbejderpartiet.
Modstanden mod rømningen er størst fra de ortodokse jøder og zionistiske organisationer, som mener, at landet er jødernes, fordi de har fået det af Gud. Store dele af befolkningen, som generelt ikke er religiøse, er dog positive over for planen, som man håber baner vej for fred.
Netanyahu meddelte søndag, at han ikke vil acceptere, at Israel trækker sig ensidigt ud af Gaza uden at få noget igen.
– Jeg kan ikke være med til en handling, som sætter Israels sikkerhed i fare, slog Netanyahu fast.
– Adskillelsen fortsætter blindt. Som under Oslo, bliver advarselssignalerne ignoreret. Jeg forstår intentionerne, for hvem ønsker ikke fred. Men her i Mellemøsten er ikke dette måden, man får fred på. Det er mislykkedes og vil mislykkes igen.
Netanyahus udmelding fører dog ikke til, at adskillelsesplanen bliver skrinlagt, fordi den har flertal i både regeringen og Knesset.
Enkelte analytikere mener derimod, at Benyamin Netanyahu valgte at gå af for at styrke sine chancer for at udfordre Ariel Sharon som partileder ved et forestående valg iLikud-partiet.
– Vidar Norberg / mb