‘Vær ikke bange for at smile til udlændingene’

Respekt, ydmyghed og ærlighed er vigtige elementer i mødet med muslimerne, mener islamsforskeren Colin Chapman, der netop har besøgt Danmark. Islamforskeren Colin Chapman besøgte Danmark i weekenden 25.-27. august. Han opfordrer både kristne og muslimer til selvransagelse.

– Islamfrygt overvindes bedst ved at møde muslimer ansigt til ansigt, siger Colin Chapman

– Jeg har ingen ret til at afgøre, hvad der er islams sande ansigt. Som kristen betragter jeg islam udefra. I stedet må jeg lytte til, hvad muslimer selv siger. Gør jeg det, vil jeg hurtigt opdage, at islam har mange ansigter.
Det siger Colin Chapman, anglikansk præst, forfatter og tidligere lektor ved Near East School of Theology i Beirut. Den 66-årige englænder har boet i Mellemøsten i mange år og regnes i dag for en af den vestlige verdens betydeligste kristne islamkendere. Colin Chapman besøgte for nylig Danmark for at undervise om islam og baggrunden for den seneste tids terroraktioner på tre kursusdage i København, Århus og Odense arrangeret af Tværkulturelt Center.
– Hvis man kun kender islam fra medierne, er det fristende at tro, at alle muslimer er ens, og at alle støtter terrorisme. Men det er langt fra tilfældet. Ligesom der findes mange forskellige retninger og grupperinger inden for kristendommen, er muslimer også meget forskellige, siger Colin Chapman.
– I Afrika og Indien er det for eksempel mange steder den folkelige islam, der præger billedet. Andre steder finder vi en moderat liberal islam, hvor islamiske teologer arbejder på at tilpasse islam til den moderne verden. Der er de konservative muslimer, der står for en traditionel forståelse af islam. Endelig er der en lille gruppe ekstremister, hvoraf det igen kun er en meget lille del, der er parat til at bruge vold for at nå deres mål.

Mødte unge muslimer

I Århus mødte Colin Chapman en gruppe unge muslimer med tyrkisk og palæstinensisk baggrund til en dialogaften i et lokalt beboerhus.
– De var hverken islamister eller liberale. Det var konservative unge muslimer, der var ivrige efter at dele deres tro med mig, fordi de var overbevist om, at islam er sandheden. Nogle af dem havde aldrig før mødt en kristen, der har studeret deres tro og læser Koranen på arabisk, men som ikke er blevet muslim, fortæller Colin Chapman med et smil og tilføjer, at han glædede sig over, at så mange muslimer var mødt op.
– Islamfrygt overvindes bedst ved at møde muslimer ansigt til ansigt. Så opdager man, at det for eksempel er de færreste, der ønsker en islamisk stat i Europa. Mange muslimer er flygtet fra islamiske stater og er taknemmelige for den frihed, de har i Vesten. Islams historie viser også, at det store flertal af muslimske teologer altid har fordømt vold mod civile. Det er først inden for de seneste par hundrede år, at islamister er begyndt at nyfortolke islam i lyset af Vestens imperialisme.
– For mig er det klart, at vi i Vesten har et medansvar for den terrortrussel, vi nu må lære at leve med. Der er en klar sammenhæng mellem den militante islam og den politik, vi førte som kolonimagter og fortsat fører i dag – specielt i Irak og Mellemøsten. Samtidig med, at muslimer har ansvar for at tage afstand fra enhver form for terror, der begås i islams navn, har vi også brug for at bekende, at vi selv og vore forfædre har syndet mod Gud i den måde, vi har behandlet og fortsat behandler resten af verden på.

Tag initiativ til kontakt

Colin Chapman understreger vigtigheden af, at vi lader evangeliet udfordre vores holdninger og skjulte fordomme om muslimer.
– Den anden dag faldt jeg i snak med en ung afghaner. Han havde boet her i ni år og fortalte mig, at det er svært at være udlænding i Danmark, når der næsten dagligt er artikler i danske aviser, der tegner et negativt billede af udlændinge. Er udlændinge i Danmark – og især de, der er muslimer – blevet vore dages samaritanere? Hvis det er rigtigt, må vi give Kristus lov til at udfordre vores holdninger. Ellers har vi ingen ret til at kalde os Kristi disciple, siger Colin Chapman og opfordrer kristne til at tage initiativ til kontakt.
– Vær ikke bange for at smile til udlændinge på gaden og snakke med dem. I mange lande er det normalt, at folk taler med hinanden på gaden. Det er også vigtigt, at vi er villige til at besøge muslimer i deres hjem og andre steder, hvor det er dem og ikke os, der er på hjemmebane.

Åbenhed afgørende

Selv beder han dagligt om, at han må være åben og ægte i sin kontakt med muslimer.
– Jeg beder om, at jeg må vise respekt, ydmyghed og ærlighed. Og så beder jeg om at få mulighed for at fortælle om min forståelse af Gud, sådan som jeg kender ham i Kristus. Det kristne evangelium er jo en åben hemmelighed. Men mange kristne i Vesten oplever det pinligt at fortælle. om deres tro. For mig er evangeliet så god en nyhed, at jeg ønsker at dele det med andre, slutter Colin Chapman.