Familie vil gøre en forskel i Afrika
Dorte og Anders Jacobsen, og deres lille Hannah på fem måneder rejser den 12. september til Nairobi i Kenya.
Anders er ansat i foreløbig to år som nødhjælpskoordinator i pinsekirkernes International Aid Services og udsendes af Apostolsk Kirke i Kolding.
Han skal holde kontakt til donorer, ambassader og FN i Nairobi og samtidig tilse nødhjælpsprojekter i Tanzania, Kenya og Somaliland.
– Vi skal opildne og give indspark i arbejdet og sikre, at projektmål og budgetter bliver overholdt, fortæller Anders Jacobsen.
Det drejer det sig om fire projekter: At opbygge et krisecenter for piger på en losseplads og udvide skolearbejde blandt muslimske nomadebørn i Kenya. Og desuden at træne undervisere i hygiejne og AIDS-forebyggelse i Tanzania og at udbygge en skole for fysisk og psykisk handicappede børn i Somaliland.
I Anders Jacobsens opvækst har mission og ulandshjælp været en naturlig del af familielivet, da hans far, Jens Erik Jacobsen, i mange år har været missionssekretær i Apostolsk Kirke.
– Det er en fælles drøm, fra før vi blev gift, at rejse ud til Afrika. Vi vil ud og gøre en forskel, hjælpe til, hvor der er behov, fortæller Anders Jacobsen, der er ansat i foreløbig to år.