15.000 festede i Jerusalems gader

Danskere og færinger var med ved fejringen af den jødiske løvhyttefest i JerusalemJERUSALEM – 15.000 mennesker deltog i den årlige Jerusalem-march. Af disse var 5000 kristne, som kom til Israel fra 72 nationer for at fejre løvhyttefesten. Den kristne deltagelse har givet marchen nyt liv.Men det var langt fra alle kristne, som fik en plads i det lange optog. Der stod derfor mange udlændinge langs ruten og viftede med deres flag.
Jerusalem-marchen har løbet af stabelen i flere årtier. En israelsk redaktør sagde på israelsk radio, at de kristne deltagere har givet den et nyt liv. Jerusalem-marchen er et af højdepunkterne under den syv dage lange løvhyttefest.
Det er israelerne selv, der udgør flertallet i marchen. Både Postvæsenet, flyselskabet El Al, telefonselskabet Bezeq og Forsvarets soldater deltager.

Nordisk deltagelse

De fleste marchdeltagere går inddelt efter nation under Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalems banner. I år var det Finland, som havde det største kontingent fra Norden med 500 deltagere ved løvhyttefesten. Derefter var det Norge, der havde den næststørste gruppe.
Det virkede som om Danmark havde en lidt større gruppe end man plejer. Både Moses Hansen og radio- og fjernsynsproducenten Per Nielsen fra UCB var med. Også svenskere og to kvinder fra Færøerne var med i optoget, men i år så det ud til at Island manglede.

Mange lande er med

Et udsnit af den danske delegation ved løvhyttefesten

– De fleste deltagere fra Finland er fra Den Lutherske Kirke. Men vi har også folk fra Den Katolske Kirke i Italien og Den Russisk-Ortodokse Kirke, fortalte pressetalsmanden David Parsons fra Den Kristne Ambassade på en pressekonference i Jerusalem. Ellers er der nok mange, som kommer fra frimenigheder.
Verdens største muslimske land, Indonesien, var også repræsenteret, selv om de ikke har diplomatiske forbindelser med Israel.
Den voksende stormagt Kina har snakket om, at de vil sende flere turister til Det Hellige Land. Og i dette års march kunne man så også bemærke, at kineserne var repræsenteret.

Støtter Israel

Den kristne deltagelse i marchen skyldes, at mange ser staten Israel som opfyldelsen af profetier i Det Gamle Testamente. Her står der også om, at alle nationer en dag vil sende repræsentanter til Jerusalem for at fejre løvhyttefest.