Pionér-mission i Tanzania sættes i gang af de lokale
Kirken, landsbyformanden og missionæren samarbejder for at udbrede kristendommenTANZANIA – Præsten, evangelisten og landsbyformanden holder ud en hel time med at fælde træer foran bilen, så vi kan komme frem til landsbyen for at invitere til friluftsmøde og film om aftenen.
Tusind træer blev fældet den dag for at bane vej for evangeliet. Det giver sved på panden for de tre »skovhuggere«, da nogle af træerne er så tykke som en overarm.
– Det er vist den anden eller tredje bil, der kører her siden 1974, fortæller den ældre, stedkendte mand, som viser os vej midt ind gennem skoven.
– Det var jo dengang, vi måtte bo, som det passede os, nemlig tæt på vores marker, men nu skal vi bo i landsbyer, så vores børn kan komme i skole.
Vi følger vejen, som han brugte, da han var ung, og kommer forbi flere steder, hvor vi kan se rester af en sokkel eller et hegn, som har afgrænset en families jord.
Selv om den gamle mand med glæde tænker tilbage på dengang inden ujamaa, hvor folk blev gennet sammen i landsbyer, tror jeg alligevel, at han også glæder sig over, at hans børn nu kan gå i skole, efter at skolen i Bugwe blev bygget i 2002.
Det ligner en samling huse som en landsby. Men det har endnu ikke status som en rigtig landsby. Der er lidt for meget Laura på prærien over det – efter princippet: Her er et godt stykke jord, her bygger jeg så bare mit hus og slår mig ned.
Området hedder Bugwe. Vi er på praktiktur med en flok TEE-elever. De har tilbagelagt fire timers kørsel på cykel fra nordlig retning, og jeg syv timers kørsel i bil fra sydlig retning.
Da vi kommer dertil ude midt i skoven, er røgen fra milen ved at aftage. Jo, de er ved at brænde mursten som forberedelse til kirkebyggeri. Første gang, de havde besøg af de to pionerer, præsten Kassanda og en læge, var i august 2004.
Siden da har der på skift været to personer herude hver anden søndag for at holde gudstjeneste og gå på husbesøg.
Frugten af deres arbejde ses tydeligt, da der kommer cirka 100 personer og ser filmen om Jesu liv om aftenen samt lytter til Guds ord gennem prædiken.
Lørdag eftermiddag holdes der friluftsmøde med sang, musik, tale og vidnesbyrd. Jeg hæfter mig specielt ved præstens eget vidnesbyrd.
– I skal ikke tro, at det er løgn, når I hører, at Gud tilgiver al synd. Jeg var kun ganske ung, da jeg begyndte at drikke, og dernæst fulgte nogle år for mig i dyb hedenskab. Jeg var endda under oplæring som lokal medicinmand, siger han.
– Efter at jeg havde været syg et helt år og opsøgt flere store medicinmænd, men ikke fået hjælp, ja, så pludselig manglede de en evangelist i kirken. Og jeg blev valgt som evangelist, selv om jeg ikke levede i lyset. Men til sidst vendte jeg om og brændte alt min beskyttelsesmedicin, og jeg har fået tilgivelse for min synd.
Der er ingen tvivl om, at sådan et vidnesbyrd rammer plet hos tilhørerne. Jeg tror, det afspejler manges liv i Bugwe.
Landsbyformanden Jackson, som tidligere har kommet i Brødrekirken i byen Mpanda, er flyttet til Bugwe – for her var der nogle gode marker at dyrke, fortæller han.
Normalt høster man bønner én gang, højst to gange om året, men han har fundet et godt sted i Bugwe, og han kan høste helt op til fire gange om året, så han kan hurtig blive en holden mand. Men han har også tre koner og i alt syv børn, så der er nogle at forsørge.
Lørdag eftermiddag var der dåbsoplæring ved præsten. Det var primært rettet til forældrene til de 14 børn, som skulle døbes næste formiddag. De fik en lektion om dåben, og ikke mindst lidt om, at nu må forældrene huske at oplære deres børn i den kristne tro.
En af de glædelige ting for mig som missionær i Bugwe er at opleve et spinkelt, men spirende arbejde, som udelukkende er sat i gang af lokale folk, som følte sig kaldede af Gud til at drive pionermission.
