Unge bad i 144 timer

Efterskolen Euroclass har netop afsluttet seks dages bøn, 24 timer i døgnetEt klasseværelse er indrettet til bederum. På gulvet ligger en kæmpe voksdug med et påmalet Danmarkskort. Ved siden af står et stort kors med fastnaglede hjerter. Langs væggene er opslagstavler med skriftsteder fra Bibelen. Og i et hjørne står et toilet med en makulator.

Anne-Sofie, Benjamin og Line har fået stort udbytte af ugen

Euroclass har netop holdt kreativ bedeuge med sine 28 elever fra lørdag d. 14. til torsdag d. 19. januar.
Skolen er en alternativ 11. klasse på Efterskolen Kildevæld i Kolding – meget alternativ. Foruden dans, drama, etik og samfundsfag, får eleverne en grundig indføring i Bibelen. En „teenagebibelskole“ kalder lederparret Inge og Jørgen Fuchs den. Hvor teenagerne også skal lære at kommunikere med Gud i bøn.
– Billedverdenen er en stor del af de unges verden, fortæller Jørgen Fuchs. Unge har brug for at kunne gøre nogle symbolske handlinger for at kunne bede.
Derfor toilettet, hvor man kan makulere sin synd, dvs. et stykke papir, hvor man har skrevet det ned, man går og kæmper med. Derfor korset, hvor man kan nagle et hjerte med navnet på sine kære.
Derfor opslagstavlerne, man kan skrive Guds løfter i Bibelen på, boksebolden man kan bokse med for at få afløb for frustrationer, eller Goliat-flasken, man kan vælte med en bold, som illustration på den åndelige kamp.
Og derfor det store Danmarkskort, man kan betræde i tro på Bibelens løfte: „Ethvert sted, jeres fod betræder, det giver jeg til jer“.

Hul igennem til Gud

Eleverne har bedt i seks dage, 24 timer i døgnet, i seks-timers skift. Torsdag sluttede de med den sidste symbolske handling ved at begrave alle makulerede bekendelser og brænde alle bede-emner på skolens bålplads „og lade røgen stige op til Gud!“
– Det er et helt andet hold, når vi er færdige med en uge som den her, siger Inge og Jørgen Fuchs. Eleverne oplever at der hul igennem. Og at det ikke er så farligt med den stilhed. At det er ok at tage tid til at reflektere over sit eget liv og gudsforhold.
– Jeg er blevet mere åben for Gud. At bede på skift døgnet rundt i seks dage har hjulpet mig til at blive mere åben for Gud. Der er en speciel atmos-fære i bederummet, en særlig fred. Jeg føler, Gud kigger ned på os og hører vores bønner. Jeg føler ikke behov for at drikke mig fuld for at feste og have det sjovt. Jeg bliver høj på Gud i stedet for, siger Anne-Sofie Wedel.
Benjamin Linde er enig:
– Det er blevet lettere at bede. Normalt har jeg meget svært ved at sætte tid af til bøn. Og nu skulle vi bede i mindst to timer ad gangen! Men det var lettere end jeg troede, for vi lærte mange alternative måder at bede på. Jeg har bedt meget for terrorofrene og jordskælvsofrene i Pakistan. Men også for min familie og min by herhjemme, siger han.
Line Damkjer har fået et bedre forhold til Gud:
– Jeg har haft svært ved at bede mens andre hørte på det. Ville hellere skrive mine bønner ned. Men man ophøjer jo Gud ved at bede højt, så andre kan være med i bønnen. Bønnen har udviklet mit gudsforhold. Jeg tror virkelig der sker noget når jeg beder. Jeg beder om vækkelse for min by.