Verden har brug for brobyggere
– Vi har ikke brug for uvidenhed og intolerance, siger Aril Edvardsen, der ofte holder møder i muslimske lande- Det har altid været en fordel at være fra Norge, når jeg har holdt mine største evangeliske kampagner i muslimske lande i over 30 år.
Det siger evangelisten Aril Edvardsen i en kommentar til de sidste ugers oprør fra muslimske ekstremister mod alt norsk på grund af bladet Magazinets publicering af Muhammed-karikaturerne.
– Jeg har altid været stolt over, hvor positivt det har været at have det norske flag med mig, siger han.
– Derfor var det en ulykke, at netop det blad, jeg har boykottet og nægtet at lade mig interviewe af de sidste fem år, har forårsaget at ødelægge Norges gode navn og rygte.
Tragedien for Magazinet er den uvidenhed om islam og den muslimske kultur, som råder blandt store dele af Norges kristne og nordmænd generelt. Jeg har i alle år haft problemer med norske kristne fundamentalister, når jeg har sagt, at Allah er Gud på arabisk og er det samme ord på arameisk-hebraisk, som Jesus kaldte Gud. Disse norske fundamentalister siger, at Allah er måneguden. Men den arabiske månegud på Muhammeds tid blev kaldt Hubal.
Det, vi nu har set med oprør og angreb på europæiske ambassader af frustrerede arbejdsløse arabiske unge og muslimske ekstremister, er kultursammenstød på grund af uvidenhed på begge sider. Særligt i Syrien og Iran spiller politik også en rolle.
Men moderne europæere ser ikke ud til at kende til, at det at lave billeder af profeten Muhammed er forbudt i islam, sådan at Muhammed aldrig skal blive tilbedt sådan, som man gør foran kristne ikoner. Denne uvidenhed hersker også blandt Europas pressefolk.
Europæere har jo i frihedens navn spottet Gud, Jesus og kristendommen de seneste to generationer. Måske kan der komme noget godt ud af det tragiske kultursammenstød og fanatismen, som vi nu har oplevet de seneste uger, sådan at pressefriheden ikke længere vil blive brugt til at spotte folks religion og tro.
Jeg har mange venner blandt muslimske ledere i mange lande, som beklager de fanatiske muslimers og arabiske unges reaktioner og angreb på europæiske ambassader, og som kalder disse fanatikere for dumme.
Disse ekstremister efterlever ikke Koranen, som siger i Surah 33:48: Følg ikke op på de vantros og hyklernes befalinger, men ignorér deres frække hån og sæt din lid til Allah. Eller Surah 28:55: Og når I hører tom og opblæst tale, så ignorér dette og sig: Vi har vore gerninger og I har jeres gerninger. Fred være med jer, vi søger ikke de uvidende. Islams store profet ignorerede da også al spot, da han blev hånet og udskældt som sindssyg af en mand fra Quraish-stammen.
Jeg er glad for, at både statsminister Jens Stoltenberg og udenrigsminister Jonas Gahr Støre har beklaget Magazinets angreb mod muslimsk kultur, sådan at de norske ambassader kan forklare de islamiske lande, at dette ikke er Norges holdning. Magazinet er jo næsten ukendt i Norge og har kun nogle få tusinde læsere.
I dag har vi brug for brobyggere i en konfliktfyldt verden, som kan bygge bro mellem mennesker af forskellig religiøs tro og etnisk baggrund.
Jeg håber ikke, at ekstreme politiske eller religiøse opportunister og populister i Norge vil prøve at slå mønt på dette i pressefrihedens navn ved at angribe vores statsminister og udenrigsminister.
Oversat af Tore Plougheld