Fængslet præst i Kina får besøg
Siden november sidste år har pastor Cai Zhuohua været fængslet for at producere og distribuere bibler og anden kristen litteratur. Først nu får han lov at modtage besøg.
I april blev Cai overført til Syvende lejr til forbedring gennem hårdt arbejde, som ligger i Jingshan i Tianjin kommune. Her bliver han forbedret gennem hårdt fysisk arbejde, nemlig ved at fremstille fodbolde med sine hænder, skriver Åbne Døre.
Det er Cais mor, der har fået lov at besøge ham i fængslet, hvor hans helbred er blevet kraftigt forringet på grund af mangel på mad, fødevarernes dårlige kvalitet og det hårde fysiske arbejde. Cais mor får formentlig lov at besøge ham hver måned.
Cais kone Xiao Yunfei og dennes broder Xiao Gaowen er også i fængsel, men ikke samme sted. Xiao Yunfei må fortsat ikke få besøg af nogen.
– hb