Barn af Holocaust fandt troen på Jesus
Sofia Kuperman er barn af Holocaust. Samtidig led hun i sin barndom under antisemitismen i det kommunistiske Polen, hvor hun blev kaldt Jesusmorder i skolen. Men for et år siden blev der vendt op og ned på meget i den jødiske kvindes liv.Sofia Kupermans livshistorie er i sandhed mangfoldig. Det er et liv med en dybde, man sjældent møder. Hendes historie kalder på alle følelser. Lige fra dyb afsky over nazisternes ondskab – til taknemmelighed over, hvordan Sofias liv dog har formet sig det sidste år.
I det år er Sofia Kupermans liv nemlig vendt til en fanfare af Guds store nåde og genoprettelse af hendes flossede sjæl, der kan føres tilbage til barndommen. Hun er opvokset under antisemitismen i Polen efter 2. Verdenskrig og i skyggen af forældrenes lidelser under Holocaust.
– I skolen blev jeg og mine to brødre mobbet, og lærerne greb ikke ind. Jeg løj mig tit syg, så jeg var fri for at komme i skole. Jeg havde heller ikke mange kammerater.
– Vi blev kaldt Jesusmorder, så jeg betragtede Jesus som min værste fjende. Jeg foragtede de jøder, der troede på Jesus, og sammenlignede dem med prostituerede.
Jeg havde aldrig troet, at Jesus en dag skulle blive min frelser. Det ville jeg til enhver tid pure have afvist, siger Sofia.
For at forstå Sofias situation skal man have indblik i hendes barndom og forældrenes historie.
Sofia, 49 år, er barn af Holocaust. Hele hendes barndom i Polen var præget af antisemitisme og forældrenes lidelse under 2. Verdenskrig.
Hendes far, der døde for ti år siden, var polsk jøde. Da tyskerne gik ind i Polen i 1939, var faderen gift og havde en søn på fem år. Han arbejdede på det tidspunkt i Warszawa som skomager for at ernære familien, mens konen og sønnen boede nogle hundrede kilometer derfra. Tyskerne udryddede systematisk mange jøder fra begyndelsen af. Faderens kone og deres søn blev sammen med andre jøder gennet ud i skoven, hvor de brutalt blev skudt ned.
Sofias far nåede at undslippe og flygtede ind i skovene i det sydlige Polen, hvor han deltog i partisankrigen mod besættelsesmagten. Men i 1941 blev han også taget af tyskerne og anbragt i KZ-lejren Majdanek tæt ved grænsen til Ukraine. En tysk officer hjalp ham dog mirakuløst til at flygte fra lejren.
Han tog flugten længere og længere ind i Ukraine, og på den måde overlevede han rædslerne.
Sofias mor, der døde for 15 år siden, var russisk jøde. Hun nåede at flygte sammen med sin mor til Sibirien, da tyskerne gik ind i Rusland. Nazisternes fremfærd stoppede ved Stalingrad på grund af vinterkulden. Men moderens forlovede blev dræbt af tyskerne.
Efter krigen mødte Sofias forældre hinanden og giftede sig efter et par dage, men ægteskabet blev ikke lykkeligt. Først da familien flygtede fra Polen til Danmark i 1971, fik forældrene det godt sammen, fortæller Sofia Kuperman.
– De giftede sig ikke af kærlighed, men af nød for at overleve. Det var to desillusionerede mennesker uden håb og livsgnist. To mennesker, der havde mistet kontakten til fortiden, mistet kontinuiteten i livet. De fleste af deres familiemedlemmer var omkommet under Holocaust. De havde ingenting tilbage.
Det var lidelsen, de havde tilfælles. De var ved at blive sindssyge, så i stedet for at begå selvmord klamrede de sig til hinanden som på en tømmerflåde for at overleve og støtte hinanden.
– Min mor var midt i 30erne. Hun så nok nærmest min far som sin sidste chance for at blive gift, da hun gerne ville giftes med en jøde. Og så ville hun gerne have børn.
Men de havde begge to så mange sår på sjælen, så de ikke magtede at leve i fred sammen. Min far var også blevet såret under krigen, så han kunne ikke bruge sin ene arm så godt og derfor heller ikke tjene så godt som skomager, så de økonomiske kår var små. I mange år boede vi fem mennesker i en etværelses lejlighed i Polen.
– Jeg tror nærmest, at min far anså os alle som en erstatning for den familie, han havde mistet under krigen.
Han bebrejdede sig selv hele livet, at han ikke havde været hos sin første kone og deres søn, da de blev myrdet af tyskerne.
Bare jeg var død også, gentog han igen og igen.
Han havde dårlig samvittighed og var fyldt af et indestængt selvhad og en forbitret vrede. Hans vrede kunne eksplodere når som helst over hvad som helst, selv over en lille bagatel. Han var ikke fysisk, men psykisk voldelig overfor os. Det var, som om,han ville have, at hans smerte også skulle være vores. Min mor var meget underdanig, hun tav under hans raserianfald.
– Vi fik dog også meget kærlighed og omsorg fra mine forældre. Min far viste også de positive følelser og sagde, at han elskede os. Men han var meget humørsvingende.
Mine forældre var meget bange for at miste os børn, så de overbeskyttede os nærmest. De havde mistet alt under krigen, de ville ikke også miste os.
I 1971, da Sofia var 14 år, kom der et vendepunkt i familien Kupermans tilværelse, som bragte lys og livsmod hos hele familien. Der var økonomisk krise i Polen på det tidspunkt, jøderne fik nærmest skylden og blev smidt ud af landet af den polske regering.
Sammen med 3000 andre jøder flygtede familien Kuperman til Danmark. Det blev som at komme fra helvede til paradis, fortæller Sofia.
– Det sagde min mor altid. Vi blev mødt med en fantastisk åbenhed og hjælpsomhed af danskerne. Antisemitismen var borte, ingen reagerede negativt over, at vi var jøder. Tværtimod så er mange danskere stolte, hvis de har jødiske aner. Det giver mig selvtillid, det har været fantastisk for mig at opleve.
– Det var under den socialdemokratiske regering, vi kom til landet. Mine forældre var så taknemlige, så de stemte socialdemokratisk resten af deres liv. De syntes, det var fantastisk, at regeringen havde åbnet grænserne for os og andre jøder.
– Vores liv fik rammer. Det fungerede. Mine forældre fik pension. Vi havde ikke overflod, men vi havde nok at leve for. I Polen var butikkerne halvtomme. Jeg var vant til at stå i en lang kø sammen med min mor for blot at få brød. Her bugnede butikkerne, det var overvældende.
– Mine forældre faldt til ro og fik det bedre sammen, så de holdt op at skændes. Det var godt for dem at komme til et helt andet miljø, hvor de var accepterede og velkomne.
– Jeg fik det også bedre psykisk, selvom jeg stadigvæk havde det svært. Jeg blev ikke mobbet længere og fik gode kammerater i skolen. I Polen led jeg meget af astmaanfald og var mere syg end rask. Jeg tror, det var psykosomatisk, for det holdt også op, fortæller Sofia, der i Polen ofte havde mareridt om natten. Hun drømte om KZ-lejre, at hun befandt sig ude i skoven fyldt med rygende skorstene.
Det var i en turbulent tid, familien Kuperman kom til Danmark. Ungdomsoprør, kvindefrigørelse og legalisering af pornografien.
– I begyndelsen blev vi indlogeret på et hotel i Istedgade af Dansk Flygtningehjælp. Pornografien var et chok for mig. Jeg var kun 14 år og vidste ikke noget om den verden.
Da min bror og jeg første gang gik i biografen, kendte vi ikke filmen. Det viste sig at være en pornofilm. Jeg fik et chok over det, jeg så. Det gav mig en seksuel forskrækkelse i min ungdom.
Vi kom fra en ekstrem verden i det kommunistiske Polen til en anden ekstrem verden i det frigjorte Danmark. Men vi har altid været meget taknemmelige overfor danskerne og glade for at være her.
Selvom familien Kuperman fik det meget bedre i Danmark, havde barndommens vanskeligheder alligevel sat sig så fast i Sofias sjæl, at de fulgte med hende som voksen. På et tidspunkt blev det så uudholdeligt, at hun næsten ønskede, at hendes liv måtte stoppe. Hun begyndte at bede Gud om hjælp noget hun ellers aldrig havde gjort.
På det tidspunkt mødte hun en iransk kristen kvinde. Hun inviterede for et år siden Sofia med i KBC, Københavns Bibeltrænings Center, for at høre en indisk taler.
– Det vil sige, jeg vidste ikke, det var et kristent møde. KBC tænkte jeg. Det må være en hobbyklub, en sportsklub eller sådan noget, og taleren er sikkert buddhist, når han er fra Indien. Buddhisme interesserede mig lidt, så jeg gik med.
Havde jeg vidst, det var et kristent møde, havde jeg som jøde sagt nej.
Min første reaktion på mødet var at komme ud så hurtigt som muligt.
Jeg er jøde, jeg kan ikke tilbede Jesus, lad mig komme hjem. Åh, nej, hvad har jeg gjort, tænkte jeg febrilsk.
– Jeg blev kun af høflighed. Efter prædikenen indbød prædikanten til at komme frem til platformen og få en velsignelse i Jesu navn. Alle stormede frem, men jeg kunne ikke. Men indre kræfter begyndte at slås i mig. De sagde både ja og nej til at gå frem.
Husk hvem du er, du er jøde, store dele af din familie er omkommet under Holocaust, alle har de været forfulgt af Jesus, tænkte jeg på den ene side. Men på den anden side tænkte jeg: Du har det psykisk dårligt, du har bedt til Gud om hjælp, at han må tage dit selvhad, vrede og tomhed din depression. Du har brug for en velsignelse i Jesu navn, vær ikke bange.
– Noget kæmpede og stormede i min sjæl. Jeg rystede over hele kroppen, jeg ville ikke, men noget var stærkere og nærmest skubbede mig frem.
– Prædikanten lagde stille og roligt sin hånd på mit hoved et par sekunder. En kraft og varme udgik af hans hånd, mens han velsignede mig i Jesu navn.
– Jeg vaklede rystende ned på min plads, mine ben var som gele.
Hvad var det hele for noget, så lidt – og så – så voldsom en reaktion? Det var da utroligt, det kunne sætte så stærke kræfter i gang. Jeg var målløs, fortæller Sofia, der i flere år havde taget stesolider for at falde i søvn, men siden den aften har det ikke været nødvendigt.
– Efter velsignelsen følte jeg en frihed, en fred og en lettelse i mit indre, som jeg havde søgt i mange, mange år. Jeg faldt i søvn uden medicin. Jeg havde aldrig sovet så godt tidligere.
Min byrde var væk. Dengang vidste jeg ikke, det var Helligånden. Jeg vidste bare, at der var sket noget i mit liv. Men efter den aften indså jeg, at kristendommen var vejen ud af mine problemer.
Sofia havde aldrig hverken læst Det gamle eller Det nye Testamente. Efter sin oplevelse med at blive velsignet i Jesu navn sagde hun til Gud: Kære Gud, jeg er jøde, og du sender mig til en kristen kirke. Jeg føler en lettelse, det fungerer, men hvad betyder det?
Igennem bøn oplevede Sofia, hvordan Gud begyndte at tale til hende og svare på hendes mange spørgsmål: Jeg har hjulpet dig, selvom du ikke kendte mig. Når en jøde ser, at Jesus er Messias, fryder jeg mig. Jeg længes efter, at jøderne skal kende mit navn og tilbede mig. Det er kun mig, der kan hjælpe dig, der er ingen vej uden om mig. Nu kan du have et personligt forhold til mig. Jeg er Gud, Guds søn, Messias, lød det fra Himlen.
– Jeg begyndte at gå i kirke – i Copenhagen Community Church på Strøget i København, hvor Josef Kristensen er præst. Jeg har fået en utrolig hjælp her i kirken. Da jeg kom, sagde jeg: Jeg er jøde, men Jesus har frelst mig. Men jeg forstår ikke alt det med korset, hvad skal jeg gøre?
– Stille og roligt har jeg fået undervisning i kirken og åbenbaring, fortæller Sofia, der græd meget i begyndelsen, og det gør hun stadigvæk. Jo, mere hun fortæller om Guds store nåde mod hende, jo flere tårer strømmer der ned ad hendes kinder.
– Det er så overvældende, at Gud valgte at åbenbare sig for mig. Jeg er ved at blive et helt menneske. Jesus har taget min smerte og vrede. Det har løsnet sig. Når vi i lovsang synger, at Jesus har taget min byrde og smerte, kan jeg relatere til det. Jeg græder, når jeg synger det, på grund af hans store kærlighed. Han har befriet mig fra skammen og alle mine fortrængninger.
– Jeg har altid haft svært ved at knytte ligeværdige bånd i relationer både i venskaber og kærlighedsforhold.
– Personer med et lavt selvbillede og selvforagt, som jeg har haft hele livet, tiltrækker psykopater både i venskaber og kærlighed, og det har altid været mit problem.
– Men nu hjælper Jesus mig med at identificere mennesker omkring mig, så jeg genkender psykopatisk adfærd – både hos mænd og kvinder. Helligånden er som en lommelygte for mig. Nu har jeg i stedet fået ægte venner, gode kristne venner. Jeg er ikke færdig med at møde vanskeligheder. Men Jesus hjælper og leder mig, så det går bedre og bedre, fortæller en oprigtig glad og lettet Sofia.
Foruden dansk taler Sofia jiddisch, polsk, hebræisk, russisk og engelsk. Hun er uddannet korrespondent i russisk og engelsk. Derudover er hun skribent, forfatter, foredragsholder og sanger.
Hun har skrevet meget til Kristeligt Dagblad, Information, Politiken og andre aviser. Hun har også skrevet en digtsamling og et essay formuleret som et brev til Anna Frank, der er blevet læst op på P1.
Når hun holder foredrag, spiller og synger hun også jiddische sange.
– De bedste stunder i mit barndomshjem var, når familien samledes og sang de jiddische sange, fortæller Sofia, der gerne vil skrive en roman om sit liv.
– Der er mange af profetierne i Det gamle Testamente, som peger på Jesus som Messias.
– Men jøder har en stærk berøringsangst overfor evangeliet, ligesom jeg selv havde. Alligevel tog det kun et par sekunders velsignelse i Jesu navn, så så jeg, Jesus er Messias, min frelser. Det kan også ske for andre jøder, hvis de blot åbner sig lidt.
– Jeg vil gerne være med til at nå det jødiske folk med evangeliet, så jeg er åben overfor, hvad Gud vil bruge mig til i fremtiden. Jeg føler, at Jesus leder mig skridt for skridt. Jeg er taknemmelig over det, han har gjort for mig, og glæder mig til fremtiden, fordi jeg ved, han er med mig. Mit nye liv er en proces, hvor jeg skal vokse i troen og i relationen til Gud og mennesker. Men jeg ved, at noget godt venter mig, fordi Gud er med mig hele vejen.
