Soldatermissionens general fylder 50 år
– Soldatermissionen er en livsstil, siger generalsekretær Per Møller Henriksen, som 4. september bliver 50 år. I 30 år har han arbejdet for KFUMs Soldatermission. Per blev født på en gård i Ølby tæt ved Struer. Efter uddannelsen som landmåletekniker tog han på Haslev Udvidede Højskole, hvor han hørte om KFUMs Soldatermission og besluttede at arbejde seks måneder på KFUMs Soldaterhjem i Gothersgade i København. Det blev startskuddet til en lang karriere blandt danske soldater og trofaste soldatervenner.
Året efter blev han assistent på KFUMs orlogshjem på Holmen, og som kun 21-årig blev han soldaterhjemsleder i Avedørelejren.
Sommeren 1980 rejste Per Møller Henriksen med sin kone, Merete, til Varde for at starte et soldaterhjem. Efter 10 år i Varde fik en ny udfordring familien, som nu også bestod af døtrene Maria, Tanja og Rakel, til at flytte til Høvelte for at opbygge et soldaterhjem ved Garderkasernen.
Fra 1995 blev Per Møller Henriksen ansat som soldaterhjemskonsulent. I 1998 blev han kontorleder på Soldatermissionens landskontor og fra januar 2000 også generalsekretær, hvor han har været stærkt optaget af at oprette soldaterhjem for udsendte danske soldater i verdens brændpunkter, i Kosovo i 2001 og i Irak i 2005.
Per Møller Henriksen har som generalsekretær i 2003 stået i spidsen for bygning af nyt landskontor i Fredericia og fraflytning fra Gothersgade 115 i København.
Gennem årene har Per Møller Henriksen deltaget i forenings- og bestyrelsesarbejde lokalt og på landsplan. Han er p.t. medlem af forretningsudvalget for FKOF (Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg) og bestyrelsen for Samrådet for de frivillige soldaterarbejder i Danmark.