Danmark samler ind til spedalske

Søndag d. 17. september er det ”de spedalskes dag” i kirker landet over. Kollekten går bl.a.til at dække spedalskes mest basale behov: vand.

Spedalskhedsmissionen graver brønde og sørger for rent drikkevand.

Antallet af mennesker, der registreres som spedalske, er dalet væsentligt de seneste år. Alligevel skønnes der stadig at være over en million spedalske, der har behov for hjælp.
Spedalskhedsmissionen i Danmark arbejder målrettet på at kunne give et tilbud til de spedalske om behandling, revalidering og resocialisering.
Men når der på søndag samles ind i kirker landet over, går pengene til at dække de spedalskes mest basale behov.

Vand og meget mere

Sartou Moussa fra Niger er datter af en spedalsk. Hendes opgave er at skaffe vand og mad på bordet. Indtil for nylig måtte hun bruge størstedelen af sin løn på at købe drikkevand til familien.
Men så kom Spedalskhedsmissionen og borede en brønd i hendes landsby Danja. Nu kan hele landsbyen få rent drikkevand, og nabolandsbyen med – helt gratis.
Spedalskhedsmissionens arbejde dækker foruden Niger og Congo i Afrika også lande som Bangladesh og Indien.
MB