DR Godcast fra kirker

DR Nordjylland tilbyder, at man kan downloade søndagens prædikener fra syv kirker. Populært kaldet ”Godcast”.

DR Nordjyllands chef Lars Brix blev inspireret af amerikanske kirkers brug af internettet til at sende prædikener til lytterne

Danskerne vil i bogstaveligste forstand snart kunne få Guds ord med på vejen.
Fra tirsdag den 14. november vil DR Nordjylland sammen med en række kirkesamfund i Nordjylland tilbyde, at man kan downloade søndagens prædikener fra tre folkekirker, en katolsk kirke og tre andre frikirker.

Forsøg for licenskroner

– Ideen kom, da jeg sad i et fly og læste i et amerikansk tidsskrift, fortæller chefen for DR Nordjylland, Lars Brix, til Udfordringen.
– Vi snakkede lidt om, at det lød skægt, men da en af vore teknikere hørte om det, kom der rigtig skub i processen. Han er meget aktiv i en af frikirkerne heroppe.
– Vi ville sikre os, at lydkvaliteten var i orden, og at vi ikke fik for meget arbejde med filformater. Og da vi havde kontaktet de forskellige kirker og kirkesamfund heroppe om at lave en forsøgsordning, stod vi med syv interesserede, der samtidig havde det udstyr, der var brug for.
Starten på noget nyt i DR
– Jeg forudser, at vi kommer ind i tekniske problemer, men på den anden side kan vi så tilbyde vores tekniske ekspertise ude i kirkerne. Derfor har vi også valgt nordjyske kirker, fordi det er fysisk lettere at komme i kontakt med dem.
– Men hvis det går godt, har vi mulighed for at udbrede det til de andre distrikter. Når systemet først er åbent, så betyder det ikke meget hvor mange lyd-filer der skal flyttes over på nettet.

80-årig på nettet

Det er vigtigt for DR at levere public service på de måder, som brugerne ønsker.
– Forleden ringede en dame i 80-erne til min kollega i Århus og spurgte, hvorfor hun ikke kunne downloade prædikener på nettet til sin podcast! Og så sad vi faktisk og var midt i processen, smiler Lars Brix forundret.
– Nu får licensbetalerne en mulighed for at høre en prædiken, når det passer dem, og hvor det passer dem. Vi starter med det her som et forsøg, men hvis der er interesse for det, kan vi tage flere kirker og kirkesamfund med fra hele landet i løbet af det næste år.
De syv deltagere i projektet er folkekirkerne i Nibe, Hasseris og Vrejlev, den katolske Skt. Mariæ Kirke i Aalborg, Apostolsk Kirke i Aalborg, Missionsforbundet i Stenum og Pinsekirken i Frederikshavn.

Find frem til linket

Prædikerne bliver lagt på hjemmesiderne www.dr.dk/nord og på www.dr.dk/podcast senest tirsdag middag og bliver liggende, så der altid er fire ugers prædikener at vælge imellem fra hver kirke.
En kort tekst ved hver prædiken fortæller kirkens navn, prædikantens navn og tema.
Udfordringen bragte i sidste uge en artikel om muligheden for at få kristne nyheder på sin mobil podcast.