Tro, håb og kærlighed

I dette nummer af Udfordringen finder du (side 3, 9 og 15) tre stærke vidnesbyrd under temaet ”Tro, håb og kærlighed”, hvor mennesker fortæller om ting, de har oplevet, og som har gjort stort indtryk på dem.Oplevelser, hvor Gud er en væsentlig del af oplevelsen. Gud fører to mennesker sammen. Gud giver en helt ny dimension til et deprimeret menneske. Gud fjerner flyskrækken og gør det dejligt at flyve og at leve. De tre vidnesbyrd er autentiske, fulde af liv og begejstring, og de taler om Guds omsorg for det enkelte menneske. Det er vidnesbyrd fra livet og vidnesbyrd om Gud.

Vidnesbyrd kan man ikke diskutere, for de fortæller om, hvad mennesker har oplevet, ikke hvad de har læst eller hørt, men netop om, hvad de har oplevet, og det må stå til troende.

I den kommende tid vil du finde flere vidnesbyrd fra mennesker rundt omkring i landet under temaet ”Tro, håb og kærlighed”, fordi vi gerne vil fortælle historier om, hvad mennesker oplever med Gud.

Mennesker kan vidne om, hvad de har set og hørt. Evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes vidner i de fire evangelier om, hvad de har oplevet med Jesus. Det er sande ord, for de har oplevet det. Solveig, Olav, Hanne og Henri vidner her i Udfordringen om, hvad de har oplevet, og det er sande ord.

I 2. Timotheus´s brev kapitel 1 vers 8-9 siger Paulus: ”Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre…. han frelste os og kaldte os…”

Som kristne får vi mange oplevelser med Gud, Jesus og Helligånden, og vi kan ofte være tilbøjelige til at holde dem for os selv – som et kært minde. Men mange af disse oplevelser bør fortælles, fordi de kan blive til opmuntring og tro for andre. Derfor vil vi også bringe en lang række sådanne vidnesbyrd i Udfordringen i den kommende tid til glæde, opmuntring og styrkelse af troen.