Ny frimenighed i Vejle

– Vi vil nå de mennesker, der står uden kirketag over hovedet, siger den ene af præsterne. En ny frimenighed i Vejle med tilknytning til Dansk Oase starter officielt i august, efter et år med stigende aktivitetsniveau og flere års forberedelse.

Præsteduoen Thomas Fischer-Nielsen (tv) og Carsten Dalsgaard (th)

– Vi vil gerne være en relevant kirke, der er attraktiv og rækker ud til dagens danskere, fortæller den ene af de to præster, Thomas Fischer-Nielsen.
– Vi har allerede snakket med en del mennesker her i Vejleområdet, der ikke går i kirke til dagligt og savner menigheden i deres liv. Dem vil vi gerne give kirketag over hovedet. Samtidig vil vi gerne bygge en menighed, hvor vi kan være tilpas med at invitere vore venner, fortæller han.

Flere år undervejs

Den nye menighed er startet ud fra en cellegruppe med baggrund i det allerede eksisterende oasefællesskab Kernehuset, der knytter til ved Folkekirken Vor Frelsers Kirke i Vejle. Gruppen har arbejdet med tankerne om at danne en frimenighed i flere år.
– Vi har længe gået med den vision at starte en frimenighed, fordi vi af teologiske årsager føler, der er brug for et alternativ til Folkekirken, fortæller Fischer-Nielsen.
– Men vi ønsker også at få mere frihed til at holde gudstjeneste på den måde, vi ønsker. F.eks. få mere plads til børnene, lovsang og bøn for de ting, vi ønsker.

Præsteduo

Den tidligere folkekirkepræst Carsten Dalsgaard og førstegangspræst Thomas Fischer-Nielsen bliver formodentlig præsteduo på frivillig basis. – Vi har fået en del inspiration fra vores søstermenighed, Kolding Valgmenighed, og har allerede et godt fundament med en kerne på 10 familier, fortæller Thomas Fischer-Nielsen.
Gruppen startede med gudstjenester i februar ude på landet på 1. sal i en landejendom.
– Vi har ikke villet køre sur i for mange aktiviteter fra starten. Men vi holder stiftende årsmøde 19. august og begynder med at holde to gudstjenester om måneden, siger han.
Derfor leder menigheden efter lokaler i Vejle, som de kan leje. Der er officiel indvielse 1. søndag i advent, hvor menighederne i oplandet inviteres.