Hjemløse har brug for mere end boliger

I Danmark er mindst 5.000 hjemløse. Socialministeren vil bruge 600 mio. på at give dem boliger m.m.- Men hjemløse har brug for andet og mere end boliger, siger Inge Norling, som i 17 år har arbejdet blandt de hårdest ramte hjemløse.

Socialminister Eva Kjer Hansen

Mindst 5.000 danskere er hjemløse. Det viser den første officielle kortlægning af hjemløshed.
Socialminister Eva Kjer Hansen foreslår derfor at bruge 600 mio. på at bygge specielle boliger for de hjemløse.
– Men der er jo tomme lejligheder nok, er Inge Norlings umiddelbare kommentar.
Hun har nu i 17 år drevet et privat og ulønnet hjælpearbejde for hjemløse, først på Fasterholtgaard og nu på et nedlagt hotel ved Herning inspireret af Moder Teresas kristne hjælpearbejde.
– Hvis problemet var, at de hjemløse manglede et sted at bo, så kunne det jo hurtigt løses.
Men de hjemløse er jo bl.a. hjemløse, fordi de mangler nogen, som bryder sig om dem – sådan som de er.
Jeg tror helt bestemt, at socialministeren mener det godt. Men det er vigtigt, hvordan man hjælper, hvis det skal nytte noget.
Inge Norling tvivler også på, at der kun skulle være 5.000 hjemløse. Hun tror, at tallet nærmere er 10.000. Og i alle tilfælde er langt flere mennesker ramt af hjemløshed.

Inger Norling

– Den typiske hjemløse er ikke den syngende skærslipper med en barnevogn. De fleste og de hårdest ramte er som regel narkomaner og andre misbrugere, som har fået lavet så meget uorden omkring sig, at ingen kan rumme dem mere.
For det er svært at bo sammen med mennesker, hvis liv er kaos. Deres adfærd, temperament og måske kriminalitet på grund af deres behov for narko kan ødelægge alle relationer. Og måske er en pusher efter dem.
De har ingen steder at gå hen. I 1998 ville jeg ikke acceptere narko og alkohol. Jeg smed dem ud, hvis de overtrådte reglen. Men det år havde vi 16 døde: To blev myrdet, to døde af alkohol, resten af overdosis…
Jeg vil bestemt opfordre ildsjæle og kristne med hjerte for de hjemløse til at gøre noget. Men vær ikke for resultatorienterede. Bare hjælp dem!
Inge Norling har set, hvordan det ofte er mislykkedes, når ellers genoprettede hjemløse flytter i en lejlighed.
– De kan ikke klare det, hvis de ikke har mennesker tæt omkring sig, som bryder sig om dem. Sådan er det jo for os alle. Vi har brug for hinanden. Ellers er vi også hjemløse…

Flest hjemløse
i København
Læs her