Misser missionærerne målet?
Kun hver femte missionær arbejder blandt dem, der endnu ikke har hørt det kristne budskab.En fjerdedel af verdens befolkning har endnu ikke hørt det kristne budskab. Alligevel får de kun opmærksomhed fra 20 pct. af missionærerne
Det viser tal fra førende missionsorganisationer. De fleste af de missionærer, der er udsendt fra Vesten, bliver ved med at prædike for dem, der ved det hele i forvejen. Hele 80 pct. af missionærerne koncentrerer indsatsen blandt de 33 pct., der allerede er kristne.
Det betyder, at der kun er minimale ressourcer til at udføre de opgaver, som missionærer traditionelt er udsendt for, nemlig at præsentere det kristne budskab for dem, der endnu ikke har hørt det. Og det drejer sig om hver fjerde person på jordkloden.
Men tallene alarmerer ikke danske missionsselskaber. Dels er de lokale ikke-vestlige evangelister og prædikanter ikke talt med i beregningerne, dels arbejder missionærer i stigende grad som konsulenter og undervisere, for at lokale kirker kan udsende deres egne missionærer.
– Statistikker kan blive så ensidige, så der tabes noget vigtigt på gulvet, siger Birger Daniel Pedersen fra Luthersk Missionsforening. – Det, at følge nye kristne og en ung kirke i nogle år med bibelundervisning og oplæring, kan være både betydningsfuldt og helt nødvendigt.
Men tallene vækker også eftertanke:
– Det er tydeligt, at den vestlige missionsepoke er ved at rinde ud, kommenterer Birger Nygaard, landsleder for missionsselskabet Areopagos. – Missionær-forståelsen, som den er blevet udviklet under kolonitidens mission og ind i moderne tid, har ikke længere bærekraft. Helt nye forståelser af missionens former vil bryde frem, forudser han.
I Dansk Ethioper Mission tager man konsekvensen af dette nybrud med konceptet Jobmission, der retter sig mod unåede områder:
efterlyses
– Visionen er, at danskere i almindelige sekulære job i udlandet bærer vidnesbyrdet om Jesus Kristus med sig til arbejdskolleger, naboer og venner, der måske ellers er afskåret fra at møde det på anden vis, fortæller Sune Skarsholm.
– Vi efterspørger nye grupper til udsendelse: Forretningsfolk, sundhedspersonale, studerende, pensionister eller andre.