Nu videnskabeligt bevist: Saligere at give end at få

CANADA – Ny undersøgelse bekræfter en sammenhæng mellem giversind og lykke.- Det er saligere at give end at få. Sådan lyder bibelverset fra Apostlenes Gerninger 20,35. Og nu er det også videnskabeligt understøttet. Det amerikanske magasin Science beretter i en artikel, hvordan den canadiske socialpsykolog Elizabeth Dunn fra Vancouver igennem flere undersøgelse har fundet ud af, at der er en sammenhæng mellem personlig lykke og det at give penge til andre.
I sine studier har Dunn givet nogle studerende nogle penge og sagt, hvad de skulle gøre med dem. Dem der fik til opgave at give pengene videre til andre, følte sig lykkeligere, end dem, som brugte pengene på sig selv. Lykkefølelsen blev større, jo større beløb forsøgspersonen skulle give videre.
– Resultatet har understøttet undersøgelsens hypotese stærkere, end jeg kunne have drømt om, erklærede Elizabeth Dunn, der i øvrigt mener, at giverglæden kan forlænges ved at give oftere.
-mibo