Mies mirakel anerkendt af 200 læger

Mie Fog fra Sønderjylland blev helbredt for en knust skulder for fem år siden. Hendes ”sag” blev for nylig gennemgået og helbredelsen anerkendt på en international lægekonference i Norge.Mie Fog fra Toftlund blev helbredt for en knust skulder og lammelse i armen, da en prædikant bad for hende. Endda hånden, som havde fået opereret to sener væk, fik fuld førlighed tilbage.

Mie Fog med korsettet, hun måtte gå med i fem år for at holde den lamme arm på plads. Her står hun ved siden af den sorte vallak Fax, der sparkede hende invalid. Mie er oppe at ride igen.

Mie var emnet på en international lægekonference i Norge med 200 læger fra 38 lande. Hendes journal blev uddelt, sygdomsforløbet gennemgået, og Mie fik lejlighed til selv at fortælle alle lægerne om dengang, hun blev helbredt for fem år siden. Bagefter blev hun bombarderet med spørgsmål fra salen – og beviserne var ikke til at komme udenom. Lægejournalen viste, at hun havde brækket skulderen, at hun var opgivet af lægerne og blev tilkendt invalidepension.
Og her stod hun nu frisk og rørig og strålede som en sol. Langt om længe fik hun den anerkendelse, som hun ikke har kunnet få af læger i Danmark.
– Det er helt fantastisk! udbryder Mie, da vi fanger hende over mobiltelefonen, mens hun er i København for at undervise på et kursus for fabriksmedarbejdere.

Håb for
uhelbredeligt syge

– Nu har jeg endelig fået nogen til at tro på, at der sker mirakler. Her i Danmark er lægerne meget skeptiske over for mirakler, men sådan var det slet ikke i Norge.
– Læger er jo dygtige til en vis grad, men der er jo en grænse for, hvad de kan magte. Hvorfor er de så slet ikke åbne for andre muligheder? Hvorfor får de ikke øjnene op og gå et skridt videre?
Hvorfor er det så magtpåliggende for dig?
– Fordi det så kunne åbne veje for andre uhelbredeligt syge, som er opgivet af sygehusvæsenet. Hvorfor ikke prøve at blive bedt for? spørger hun.
For det var netop det, hun selv oplevede under et møde med tidligere Volvodirektør Hans Berntsen lørdag d. 22. marts 2003.
Dengang var hendes venstre skulder og arm lammet efter et hestespark fem år tidligere. Dette havde gjort hende invalid, og hun var udstyret med et korset til ryg og skulder og en ”tagrende” i pvc til at holde styr på armen. Hun led af konstant hovedpine, indtil hun blev bedt for på helbredelsesmødet i forbindelse med en helsemesse i Aabenraa.
– Det er intet mindre end et mirakel! siger hun og tænker tilbage på lørdag eftermiddag d. 23. maj 1998, da hun blev sparket af sin egen hest ude på marken.

Knust arm og skulder

Mie var ved at uddele gulerødder til sine fire heste. Den sorte vallak, Fax, blev aggressiv og sparkede ud efter Mie og knuste hendes arm og skulder.
Mie lå bevidstløs en halv time, inden hendes mand, Jan, fandt hende i mudderet og fik liv i hende igen.
– Vi kørte hurtigt på skadestuen, og jeg blev opereret i skulderen allerede næste dags morgen.
Mie er siden blevet opereret i skulder og arm på Århus Kommunehospital hele tre gange. Men lægerne kunne intet stille op over for den nervelæsion i nakken, der forårsagede lammelsen i højre arm fra nakken og ned.
Hendes lillefinger og ringfinger sad desuden ”fastlåst” inde i håndfladen. Lægerne kunne kun løsne de to fingre ved at skære senerne over, og de gav hende et korset, for at ryggen ikke skulle blive for skæv af overbelastning.

Træt af skuffelser

Da Mie ankom til helbredelsesmødet med Hans Berntsen, havde hun iklædt sig rullekravesweater for at ingen skulle opdage korset og ”tagrende”.
– Jeg var rigtig sur den morgen, vi skulle af sted. Jeg havde jo prøvet adskillige alternative healere, efter at lægerne havde opgivet mig. Zoneterapi og akupunktur virkede slet ikke. Og healere kunne kun fjerne smerterne et par dage og slet ikke give nyt liv i min arm. Jeg var træt af at blive udstillet hele tiden og blive skuffet igen og igen.
Men da Hans Berntsen begyndte sit foredrag, glemte Mie både surhed og smerter.
– Han var utroligt spændende at høre på, og det gjorde slet ikke noget, at det handlede om Gud og Jesus. Men jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, da han begyndte at bede for syge. ”Man må da have fluer i hovedet for at tro på sådan noget”, tænkte jeg.

Smerterne forsvandt

Hendes mand skubbede hende frem og sagde: ”Nu er det din tur”. Mie gik hen til Hans Berntsen, men hun fortalte intet om hestespark, blot at hun døjede med en voldsom hovedpine. ”Hvis det virkelig er ham der ovenpå, der gør mirakler her, så må han også vide, hvad jeg fejler”, tænkte hun.
Så bad han – og Mies smerter fordampede som dug for solen.
– Det var en meget mærkelig fornemmelse, husker Mie. Jeg fik det utroligt varmt indvendig. Jeg blev helt befippet, rejste mig og gik uden at sige tak. Det var ikke pænt af mig, men jeg havde lige pludselig brug for at være mig selv.
Inde på toilettet kunne hun pludselig mærke, at hendes fingre sov – fingre, hun hverken havde kunnet mærke eller bevæge i flere år. Så blev hun nysgerrig, og hun fik lyst til at tage korsettet af. ”Hvis der er nyt liv, skal jeg kunne rette mig op”, tænkte hun. Og det kunne hun – en lille smule – og skulderen kunne hun holde helt på plads.

Liv i de døde fingre

Næste morgen vågnede Mie ved, at hun nu kunne bevæge to fingre, som tidligere lå klappet sammen i håndfladen på hende, og som lægerne havde ”afmonteret” ved at skære senerne over. Der var fortsat ingen smerter, og Mie lod nu være med at tage sin daglige dosis morfin. Korsettet lod hun ligge i klædeskabet.
– Jeg havde svært ved at tro det, indrømmer hun. Det gik først op for mig, at jeg virkelig var helbredt, da jeg kom ud at ride en tur. ”Hvis jeg kan ride, er det helt sikkert Jesus, der har helbredt mig”, tænkte jeg. Så satte jeg mig op på hesten og red en hel time uden problemer!
Mie og Jan Fog var overbeviste om, at det var Gud, der havde grebet ind. Men det var Mies læge ikke. Derfor er hendes sidste journal fra 2001, hvor hun blev tilkendt 25 pct. invalidepension:
– Den nægtede jeg dog at få udbetalt. Jeg klarede mig med deltidsjob og håbede, jeg kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller hun.
– Jeg steg i medicinforbrug, indtil jeg blev helbredt i marts 2003. Her stoppede jeg med medicinen.
Men Mies mirakel kom ikke til at stå i nogen lægejournal. Derfor er hun ekstra glad for, at hun nu er anerkendt af læger fra hele verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fuld kraft i armen

Mie Fog blev kontaktet af en norsk læge, der praktiserer i Danmark. Svend Erik Østerhus skulle holde foredrag om guddommelig helbredelse på World Christian Doctors Network i Trondheim den 15. maj i år.
– Han inviterede mig derop, så de selv kunne undersøge mig og se, om jeg var rask.
Der var 200 kristne læger samlet fra hele verden.
– Jeg blev undersøgt af lægerne fredag, og lørdag fortalte jeg min historie. Svend Erik Østerhus foretog en faglig gennemgang af min journal – det forstod jeg ikke meget af. Men derefter stillede lægerne mig en masse spørgsmål.
– De kunne se, at der var sket et mirakel, for nu har jeg igen fuld kraft i min højre arm.

Holder helbredelsesmøder hjemme

Mies mirakel har for altid forandret Mie og Jan Fogs tilværelse. Kort efter helbredelsen startede de med at holde møder i deres hjem.
Gør I stadig det?
– Ja, men vi har skåret det ned til tre aftener om ugen. Vi har jo også et privatliv, der skal fungere, fortæller Mie.
– Vi samler folk derhjemme og beder for dem.
Mie og Jan tager også gerne ud og holder foredrag.
– Vi har oplevet mange store mirakler, slutter hun.