Lena vil synge himlen ned på jorden

Lena Løbner synger ikke kun om mirakler. Hun har også oplevet mange af dem i sit eget liv.
Et af de største var, da Gud vendte hendes skæbne og førte hende ud af et mørke, der var ved at tage livet af hende.I samme øjeblik hun griber sin guitar og begynder at synge, føles det som himlen kommer ned på jorden.

Jeg må åbne mit hjerte og blotlægge min sjæl. Man kan se lige igennem mig…

Selv det menneske, som har smækket skodderne i til sit hjerte og gravet al sin sorg og smerte dybt ned på bunden af sin sjæls sandklit, må hejse det hvide flag og overgive sig.
Lena, hvordan kan det være, at folk, når de hører dig synge, begynder at græde og vise følelser for første gang i mange år? Hvad er det, der sker?
– Det er Den Hellige Ånd, der kommer. Hans kraft og kærlighed forvandler stenhjerter til kødhjerter, fortæller Lena Løbner.
– Jeg har bedt Gud om at bruge mine sange og min stemme til at nå ud til folk. Han ønsker at forvandle mennesker – genoprette dem på ånd, sjæl og legeme. Men for at Den Hellige Ånd kan komme og gøre sit værk, bliver jeg nødt til at give mig selv fuldt ud. Jeg må åbne mit hjerte og blotlægge min sjæl. Man kan se lige igennem mig. Min sorg og smerte stilles offentligt til skue. Jeg er et meget sårbart menneske, og jeg bryder mig ikke om at udlevere mig selv på den måde. Men hvis det er det, der skal til, for at Guds ånd kan komme, ja, så betaler jeg gerne den pris.

Ønskede kun at dø

”I believe in mirackles” er titlen på din ny CD. Har du oplevet mirakler i dit eget liv?
– Det største mirakel i mit liv var, da Gud for ni år siden vendte min skæbne og førte mig ud i lyset fra et mørke, der var ved at tage livet af mig. Jeg var lige blevet skilt, og al den sorg, smerte og savn, jeg følte, var mere end jeg kunne bære. Jeg ønskede kun at dø.
– En nat stod jeg op, gik ind i min stue, faldt på knæ og bad en bøn til Gud: ”Kære Gud, vil du ikke nok tage mit liv. Jeg ønsker ikke at leve længere.”
Jeg har så stor gudsfrygt, at lige meget hvad jeg foretager mig, så er jeg kun tryg ved det, hvis Gud er med i det. Så hvis jeg skulle dø, ville jeg have, at det var ham, som skulle tage mit liv
Næste dag brød et voldsomt uvejr løs. Det tordnede og lynede. Lena stod ude i sit køkken og skulle lige til at vaske op. I samme øjeblik, hun greb fat i vandhanen for at tænde for det varme vand, slog et lyn ned i hendes hånd. Et voldsomt stød gik ned igennem hånden og ud i armen.
– Da jeg vågnede næste morgen, var smerterne så voldsomme, at jeg skyndte mig at ringe til min læge. Hun spurgte mig, hvad der var sket. Og jeg fortalte hende, hvad jeg havde oplevet.
– Er du klar over, siger hun, at alle, som er udsat for sådan en oplevelse, straks skal på hospitalet til observation i 24 timer. Ellers kan man risikere at dø!
– Da jeg lagde røret på, gik det op for mig, at Gud havde givet mig en ny chance.
Jeg havde jo bedt ham om at tage mit liv, og hvis han ville, kunne han jo have gjort det. Fra da af besluttede jeg mig til at tjene Gud mere end nogensinde før.

Et helt nyt liv

Gud gav ikke kun Lena en chance til. Han vendte hendes skæbne. Gav hende et helt nyt liv. Fjernede hendes melankoli og mindreværd. Gjorde hende glad og gav hende selvværd.
I dag fremstår Lena som en utrolig stærk person. Hun har gjort sit liv til en lovsang for Gud. Det er ham, hun synger for. Det er ham, hun tilbeder igennem sin sang, når hun står på al verdens scener og synger. Gud er med hende i alt, hvad hun foretager sig, og når han er det, kan hun klare alt.

Lenas datter i
Go`aften Danmark

Hvordan klarede du at se din datter træde frem på tv og i udsendelsen Go` aften Danmark kritisere dig, din tro og foreningen Evangelist, som du er med i?
– Selv om jeg igennem årene har lært mig selv op til at tackle problemer, uanset i hvilken form de vil komme, så kom lige den situation bag på mig. Det var hårdt, og jeg havde svært ved at klare det. Jeg havde nogen tid forinden fået sangen ”I believe in miracles” fra Gud. Han løftede mig op over vanskelighederne. Og gav mig kraft og styrke til at kunne klare det.
– Jeg ved, at du og så mange andre er nysgerrige efter at få en masse mere at vide om den sag. Men jeg har ikke lyst til at uddybe det nærmere. Jeg bliver nødt til at beskytte mine børn, de er det bedste jeg har. Historien er ikke slut, Gud er miraklernes Gud, så lad os stole på ham og se, hvad der sker.

Ny måde at være kristen på

– Hvis ikke vi som kristne snart træder i karakter og melder ud om, hvem og hvad vi står for, så bliver vi løbet over ende. Vi må stå sammen og kæmpe for at de kristne værdier bevares i det danske samfund. Den gudsbespottende ånd, som hærger vort land, må vi slås for at nedkæmpe, mener Lena.

Kæmp for alt hvad du har kært

– Gud har gang i noget stort. De vækkelser, der sker eksempelvis i Kina, Afrika og USA, er kun starten på det, der vil komme, og som vil sprede sig over hele jorden. Jeg tror på af hele mit hjerte, at vi også i Danmark vil komme til at opleve en lignende vækkelse. Det er allerede begyndt. En krig mellem det gode og det onde er intensiveret. Jesus kalder på sit folk. Han har brug for stærke krigere, der vil kæmpe for ham.
Min far sagde engang til mig: ”Lena, du må kridte banen op, og altid være klar til kamp.” Jeg lover dig, at jeg er klar. Klar til at kæmpe for HAM, som jeg elsker. Klar til at kæmpe for de værdier, han har fortalt mig om i sit ord.
”Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder,” står der i en salme. Det er det vi kristne skal gøre – ikke engang i fremtiden, men lige nu.


Artiklen fortsætter efter annoncen: