Stærk tegnefilm for voksne

Persepolis er en tegnefilm for voksne om en iransk piges jagt på identitet, hendes tab, håb og indre styrke i en forvirrende verden mellem vestlig dekadence og mellemøstlig religiøs fundamentalisme.Persepolis handler om en piges barndom og opvækst i det (for de fleste europæere) mystiske og ukendte Iran. Hun vokser op i en varm familie, men desværre også i en tid, hvor præstestyret tager over, og hun bliver som teenager nødt til at flygte til Europa for at leve det frie liv, hun ønsker. Men i Europa møder hun selvoptagethed og ligegyldighed i stedet for mennesker, der glæder sig over den frihed, de har.
Både religiøs fundamentalisme og vestlige menneskers tendens til den totale modsætning: ligegyldig tomhed, belyses igennem filmens hovedperson, der står imellem disse verdener, mens hun prøver på at finde sig selv. Igennem hende opdager tilskueren på én gang en fremmed verden, Iran, og ser måske vores egen verden med nye øjne.
Det er tegnefilm, men det skal ikke afskrække: Åbent og ærligt beskrives de to verdener, hun lever i, og tegnefilmssprogets uvirkelighed er faktisk med til at vise os, hvor uvirkelig virkeligheden kan synes. Især for en pige i teenageårene.
Kim Schou

Persepolis • 95 min.
Sandrew Metronome