En lille OPbyggelig bog

Forleden fik jeg stukket en bog i hånden af min chef, fordi vi har tema om bøger i denne uges avis. Det var En lille opbyggelig bog af Thomas Teglgaard. Sjældent har jeg mødt en så dækkende titel.
Allerede på første side bliver læseren mødt af Missionsbefalingen, og forfatteren gør det klart, at tro og mission hænger sammen. Altså hvis det er en sand tro.
I letforståelige vendinger og med mange bibelhenvisninger kaster forfatteren sig ud i at beskrive den sande tro. Det kunne let blive til en masse fordømmelse og løftede pegefingre, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Bogen beskriver syndens indflydelse på verden og troen. Den beskriver, hvad frelsen betyder og kræver, og minder os om, hvorfor vi er så afhængige af Jesu offer.

Sammenhængen mellem mission og tro bliver forklaret efter princippet ”hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” En simpel tilgang til noget, der mange steder gøres meget kompliceret. Forfatteren mener, at når man taler sandheden, vil Helligånden virke, uanset om man har gået på kommunikationskursus eller ej.
Jeg tror godt, jeg kan se, hvad han mener: Jo mere vi ved om at kommunikere rigtigt, jo større risiko er der for, at vi kommer til at stå i vejen for budskabet.

Bogen er hverken mere eller mindre, end hvad den lover at være: En lille opbyggelig bog, der kan minde os om ting, vi sikkert godt ved, men har en tendens til at glemme.
For mig var det rigtig god læsning, og jeg sad og blev i godt humør, da jeg læste den. Det er da fedt, at noget så uhåndgribeligt som troen på Gud ikke bare kan beskrives, men også styrkes på kun 76 små opbyggelige sider.
Bogen koster 80 kr. og kan købes på lohse.dk. For de få, der ikke kan hive 80 kr. ud af budgettet, tilbyder forfatteren Thomas Teglgaard at sende den helt gratis! Som han selv siger, skal det ikke være økonomien, der forhindrer folk i at læse om de centrale sandheder. Thomas kan kontaktes via sin hjemmeside: www.thomasteglgaard.dk