En falsk virkelighed kalder på ægte fællesskaber
“Vi kan hverken stole på vores øjne eller vores ører.” Det var citatet fra en cybersikkerhedsekspert i DR for et par uger siden.
Vi har efterhånden i nogen tid været klar over, at vi ikke længere kan stole på hverken billeder eller videoer, som vi ser på nettet. For de fleste af os er det tit helt umuligt at vurdere, om en video eller et billede er sandt eller falskt. Og nej, det behøver man vist ikke bruge ret mange ord på at forklare, hvor trist det er. Anledningen til ovenstående citat fra sikkerhedseksperten var en sag, hvor nogle svindlere ved hjælp af AI havde kopieret direktøren for Dansk Industris stemme og ringet til flere personer og udgivet sig for at være ham.
Det eneste gode ved den sag er, at det nu er blevet almindeligt kendt, at vi heller ikke længere nødvendigvis kan stole på den stemme, vi hører i telefonen. Tilbage står, at vi som udgangspunkt kun kan stole på de mennesker, vi møder i levende live. Men det kan jo så heldigvis også være en hel del. Hvis du går ind i din kirke fx. Der er der rigtige levende mennesker og en ægte levende præst, der forkynder den levende Guds livgivende, sande og ægte ord.
Du kan også stole på, at bøger, du står med i hånden, er ægte. Det kunne fx være din bibel. Den kan du ikke blot stole på er ægte, du kan også stole på, at det, der står i den, er sandt. Hvis du er en af vores papiravislæsere, så kan du også stole på det stykke papir, du sidder med i hånden lige nu og læser denne leder på. Det papir er ægte nok. Meget er forandret, men ikke alt. Mange ting kan du ikke stole på, men det er ikke det samme, som at du ikke kan stole på noget.
I en tid, hvor det digitale er ved at stikke helt af, bliver det daglige, helt almindelige, menneskelige møde med andre mennesker endnu mere vigtigt. Det har altid været vigtigt, men i denne tid er det altså endnu mere vigtigt. Måske kan det være anledningen til en opblomstring af de kristne fællesskaber – og af fællesskaber i det hele taget? Det vil da i hvert fald være oplagt, og vi kan i kirkerne med fordel byde ind med netop dette. Et vaskeægte, levende fællesskab.
Ovenikøbet et fællesskab med indbyrdes kærlighed. Et fællesskab, der har som ideal at kappes om at vise hinanden kærlighed. Lad os benytte anledningen til at prioritere vores fællesskaber og styrke vores fællesskaber. Vi kan hurtigt komme til at bruge vores energi på ting, der tager energien ud af vores fællesskab i stedet for at bruge energien på ting, der styrker vores fællesskab. Det må vi øve os i.
Tiden kalder på gode fællesskaber. Dem har vi i kirken. Lad os gøre, hvad vi kan, for at få både kristne og ikke-kristne med ind i de fællesskaber. I det fællesskab venter der nemlig et møde med den virkelige Jesus. Ham møder vi hverken som et hologram, en AI-bot, en falsk video eller noget som helst andet. Ham møder vi på forunderlig vis i levende live i fællesskabet, i lovsangen, i bønnen, i forkyndelsen, i Bibelen osv.
De færreste af os får lov at se ham, men vi får ham formidlet via hans egen hellige ånd. Lidt svært at gribe om, måske, men dog med en viden om, at Jesus kom til denne verden netop som et vaskeægte menneske og samtidig som intet mindre end Guds udtrykte billede.
