Gud er Gud i midten

Disciplene var i vores tekst fra Lukasevangeliet i gang med at krydse over bogstaveligt talt fra den ene bred af Genezareth sø til den anden. Det var velkendt farvand. De var vokset op langs dens bredder, havde leget i vandet og fisket sammen med deres slægtninge. Vandet var ikke ukendt for dem, men alligevel sker der noget uventet i denne sene nattetime, hvor de vil krydse søen, som så mange gange før. Der rejser sig en storm, og bølgerne går amok. De bliver seriøst bange og frygter for deres liv. Tilfældigvis er Jesus med i båden, så de vækker ham. Jeg ved ikke, hvad de forventede, at han skulle kunne stille op mod det kaos, men i det mindste skulle han ikke sove ind i døden uden at være klar over faren.

Men Jesus rejser sig og truer ad stormen og bølgerne, og de lægger sig. Disciplenes reaktion viser, at de er mindst ligeså chokerede over det, de nu er vidne til, som de var af at se døden i øjnene. “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?” Da israelitterne blev udfriet af Ægypten ved Guds finger og Moses’ lydighed, var det en voldsom begivenhed. De blev lovet et forjættet land og nu opfyldte han sit løfte for deres øje.

Han havde ved hjælp af ti plager ført dem ud af Faraos jerngreb og ført dem tørskoet over det Røde Hav. De står nu på den anden bred og bliver vidne til, at hele Ægyptens hær drukner i bølgerne. Ikke mærkelig at der blev afholdt en lovsangsfest lige der på bredden med Moses’ søster Mirjam som lovsangsleder. Hvilken sejr! Endelig ankommet til løftets land. Men da festen ebber ud, og de vender sig rundt, ser de ikke andet end sand.

Hvor er det forjættede land? Det er let at forestille sig deres frustration, godt næret af frygten for det ukendte. Ørkenen havde de hørt om. Det er et farligt sted. Der er vilde dyr, derude holder dæmonerne til, derude er man konstant truet med udslettelse på grund af tørst og sult – for ikke at tale om, at man kan fare vild. Det, israelitterne ikke var forberedt på, var, at midt imellem det, de skulle forlade, og det nye, som Gud havde lovet dem, lå en ørken, et ingenmandsland.

Hvorfor nu det? Fordi Gud ville lære dem noget. De skulle lære at stole på Gud! Derude i ørkenen var de prisgivet, fuldstændigt som disciplene var det den nat ude på dybet. De kunne ikke redde sig selv. Hvordan kan man ernære sig selv midt i en ørken? Her var de ubeskyttet og fortabte. Hvordan skulle de overhovedet kunne finde vej, det var jo ukendt terræn. Deres eneste håb var, at Gud var der midt i det, som så umuligt ud.

Og deres erfaring med ørkenoplevelsen blev, at det var han! Mannaen hver dag mindede dem om, at Gud var deres forsørger. Vandet fra klippen vidnede om Guds omsorg. Støvskyen, der beskyttede dem mod solens hede om dagen, og ildsøjlen, der lyste for dem om natten, ledte dem ad rette vej mod løftets land. Deres lange vandring, fra løftet blev givet, og udfrielsen fandt sted, og indtil løftets opfyldelse, var Guds måde at lære dem ikke at stole på sig selv.

Var de ved at give op mange gange? Bestemt! Var de fristet til at påkalde andre guder, når de syntes, Gud var langt borte? Tydeligvis. Men de måtte igennem ørkenen for at nå det land, som var blevet lovet dem. Mange århundreder efter udvandringen træder Jesus frem. Efter at have tilbragt 30 år i al ubemærkethed som et helt almindeligt menneske, er tiden kommet, hvor hans tjeneste endelig skal starte.

”Derude midt imellem hans tidligere
almindelige liv og den tjeneste,
som ventede ham, var der et
ingenmandsland, han skulle igennem.”

Han opsøger Johannes og bliver døbt af ham, og Helligånden kommer synligt, konkret over ham. Men i stedet for straks at komme ind i opfyldelsen af hans kald leder Helligånden ham ud i ørkenen. I 40 dage gennemlever Jesus alt det, som israelitterne havde gennemlevet i ørken. Sult og tørst og ikke mindst at stå ansigt til ansigt med fristeren selv. Ham, som er ekspert i at lede os en anden vej end den, Gud har for os.

Israelitterne blev mange gange fristet til at vende tilbage til Ægyptens kødgryder. Jesus blev fristet til at vælge den nemme vej. Den, hvor han kunne blive verdens herre uden at skulle gå til korset. “Du skal blot kaste dig ned og tilbede mig,” sagde Satan, “og du får alt det, du er kommet for. Du kommer til at regere hele verden.” Derude, midt imellem hans tidligere almindelige liv og den tjeneste, som ventede ham, var der et ingenmandsland, han skulle igennem.

Han gik ikke bare fra den ene ting til den næste. Som at åbne en dør og gå ind i løfternes opfyldelse. Det, der mødte ham såvel som israelitterne, var en ørken, et fremmed og fjendsk sted. Et sted med fristelser og farer. Men ligesom israelitterne oplevede Jesus også, at han ikke var alene. Gud var der i midten og styrkede ham. Som Jesus var der midt i båden hos disciplene, var han med israelitterne i ørkenen, Josef i fængslet osv.

Han er The God of the Middle. Og det er der, midt imellem løftet og dets opfyldelse, at han åbenbarer sin sande natur. Min hustru og jeg har oplevet det mange gange i vores liv. Derude midt på dybet, i mørket og kaosset, derude i det tørre og ufrugtbare land, dernede på bunden af fangehullet har han åbenbaret sig selv som den, han virkelig er! Den dag i dag er jødernes Gud ham, som førte dem ud af Ægypten og ind i det forjættede land.

De mindes det stadig. For disciplene skete der også noget afgørende derude på dybet. De havde været sammen med Jesus på det her tidspunkt måske ét år eller mere. Dag ind og dag ud. De havde hørt hans undervisning, set hans helbredelser og mirakler. Men den nat derude i mørket så de en side af Jesus, de aldrig før havde set. Det efterlod dem forfærdede og forundrede: “Hvem er dog han, at både storm og sø adlyder ham?” De fik et glimt af hans storhed og almagt. Jesus var langt mere, end de troede. Hans styrke og magt var langt ud over, hvad de kunne fatte og forstå.

For det er derude på midten, på troens træningsbane, at han viser os, hvem han er, altså virkelig er. Vi kan godt holde os inde på bredden hele vores liv. Undgå det farlige og ukendte. Men Jesus kalder os til at sejle over på den anden bred eller forlade Ægypten. Men forvent ikke, at det går, som du forventer. At du åbner en dør, og vupti så er du der. Der venter dig en lang vandring i lydighed og afhængighed af ham.

Det er dér, alle miraklerne ligger, det er dér, vidnesbyrdene bliver skabt, det er dér, Gud åbenbarer sit ansigt for os, og vi begynder at forstå, at han er langt større. Større end alle vores forestillinger, teorier og tillærte læresætninger. Han er stor nok til at føre os sikkert over på den anden side, føre os til det forjættede land. Men vi ankommer anderledes, end vi drog afsted. Med en ydmyghed og en gudserfaring, som kun kan skabes ude på midten i tillid til, at han er den Gud, der er tilstede, lige der på midten.

Prædikentekst: Luk. 8,22-25

Stormen på søen

En dag gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og han sagde til dem: »Lad os tage over til den anden bred af søen.« De lagde så fra land. Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?«

(Ugens prædiken er ikke efter folkekirkens tekstrække.)

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.