Sætte sin lid til Gud eller…

Teksten har to afsnit: For det første beskrivelsen af de skriftkloge, der går omkring og ser fromme ud, lader sig hilse på gader og stræder, sidder på de bedste pladser, modtager mad fra enker og beder længe for et syns skyld. For det andet Jesu oplevelse ved templets indsamlingsboks: Der var rige, som gav store beløb og en enke, der gav et par småmønter.

Om hende sagde Jesus: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, for de gav af deres overflod, hun gav af sin fattigdom – alt hvad hun ejede. To ting står overfor hinanden: Sætte sin lid til Gud og hans evige nåde – eller sætte sin lid til ære og beundrende blikke, som man kan sole sig i en kort tid i denne verden.

Hvad skal vi tage til os fra denne tekst?

Vi skal selvfølgelig tage ved lære af enken, som sikkert både var enke og tigger. Nogen havde givet hende mønterne; i tillid til Gud gav hun dem videre. Det minder om en smuk historie, som vi også kan lade os inspirere af. Den står i en bog, som min kone købte i en genbrugsbutik og er ved at læse. Bogen hedder ’Safari – En rejse i Guds plan’. Den er skrevet af Ingrid Markussen, som sammen med sin mand var missionær i Afrika.

De var engang udsat for et overfald. En tiggerkvinde, som ellers kom regelmæssigt til deres dør, kom pludselig ikke mere. Efter tre måneder kom hun med 10 shilling til hver af dem som en trøstegave pga. overfaldet. Hun fortalte, at hver gang, hun siden overfaldet havde fået en shilling, lagde hun den til side – det havde taget 3 måneder at samle 20. Denne tiggerkvinde gav ikke kun, hvad hun ejede, men ”arbejdede” i 3 måneder for at samle en gave, som hun kunne være bekendt at give.

Givertjeneste

Den traditionelle kristne norm for ”givertjeneste” er at give 10 %, af det, vi tjener. Som udgangspunkt er det en god tommelfingerregel. Med god samvittighed kan vi nyde at bruge 90 %. Jeg er frivillig fundraiser i Danmark til et program i Bangladesh. Mange af støtterne giver fra deres tiendebeholdning. De oplever det tilsyneladende let at overføre et beløb derfra. De skal bare lige være sikre på, at de giver til noget, de kan stå inde for.

Når man er inde i en sådan praksis, tænker man ikke, at man har gjort noget særligt ved at give endda store beløb væk, men man oplever fred, glæde og velsignelse i sin ”givertjeneste”. Og det er der jo ikke noget galt i.

Stol på Gud

Vi kan ikke købe os til en plads i Guds rige – det er alle kristne vist klar over. Vi lever ikke under loven, men under nåden som forvaltere af den del af Guds ejendom, som han har betroet os.
Vi kan beholde det hele for os selv og til sidst, i overført betydning, tage det med i graven, men det er ikke meningen. Vi kan i stedet, mens vi lever, give noget videre som endda kan have en betydning efter vores bortgang. Det er selvfølgelig meningen.

Giverlysten vokser, når vi forstår os som husholdere af Guds gode gaver, og når vi ser, at vores bidrag kan velsigne andre. Til sidst vil jeg pege på fjerde bøn i Fadervor: ”Giv os (alle i hele verden) i dag (hver dag) vort daglige brød.” Vi beder denne bøn næsten hver dag – og i hvert fald hver søndag i kirken. Det er godt at bede bønnen, men det er også vores kald at arbejde med på dens opfyldelse.

To ting står overfor hinanden:
Sætte sin lid til Gud og hans evige
nåde – eller sætte sin lid til ære
og beundrende blikke, som man
kan sole sig i en kort tid i denne verden.

I luthersk forståelse er ”brødet” alle daglige fornødenheder. At være medarbejdere på bønnens opfyldelse for hele verden rummer en dyb glæde og mening. En sådan glæde og mening fås ikke, hvis vi beholder alt, hvad Gud har betroet os for os selv – måske på grund af frygt for at komme til at mangle. Til os alle siger enken med sin ordløse handling: Giv! – Og stol på Gud!

Prædikentekst: Mark. 12,38-44

Den fattige enkes gave

”I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.

Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.