Et ærligt ”nej” kan føre til et ærligt ”ja”!

Med disse lignelser vil Jesus tydeligvis gerne prikke hul på vores pæne overflade. Han vil gerne hjælpe os til ærlig kontakt med vores indre. Både med vores modstand – og med vores længsel. Han udfordrer vores overfladiske ”ja” til det, Gud møder os med. Og viser os en vej til det ærlige og dybtgående ”ja”.

Jesus fortæller lignelserne på tempelpladsen, og det gør han i ugen op til påske. Stemningen koger. Den afgørende konfrontation mellem Jesus og de jødiske ledere nærmer sig hastigt. Deres dagsorden er at anfægte hans legitimitet til at sige og handle, som han gør. De vil have ham af vejen. Hans dagsorden er at nå ind til deres hjerter med sine frelsende ord og handlinger. At hjælpe dem til ”at gå ind i Guds rige”.

Det gør han bl.a. ved at udfordre den pæne overflade – som ikke svarer til det, der er inde bagved. Han opfordrer dem – os – til at stå ved os selv. Det er i øjeblikket det, lignelsen om de to sønner i vingården taler til mig om. Den har jo forresten nogle paralleller til en anden historie om en far og to sønner, nemlig den, der refereret i Luk. 15, 11-32.

Den ærlige hjertemelding

Den første søn virker til at være ret god til at stå ved sig selv. Han sad ikke i lommen på andres forventninger, i dette tilfælde faderens besked. Han var begyndt selv at mærke efter, hvad han ville, hvad han ærligt kunne stå inde for. Og det var så i denne fase lig med et ”nej”.

Men så fortrød han! Han gjorde alligevel, som faderen sagde. Vi får ikke at vide, hvad der fik ham til det. Men ud fra sammenhængen tror jeg, Jesus vil beskrive et menneske, som ærligt og redeligt når frem til: ikke bare et facade-ja til det rigtige, men et hjerte-ja, som han står inde for og som udmønter sig i handling. Ikke på grund af tryk eller skræk eller manipulation, men på grund af sandheds-erkendelse, hjertets overbevisning, guidet af en sund og vågen samvittighed. Derfor var der overensstemmelse mellem den indre og det ydre. Replikkerne der kom ud af munden, stemte overens med hjertets meldinger. Derfor udmøntede det sig i handlinger – i ægte lydighed mod faderens besked.

Det dobbelte regnskab

Den anden søn kørte stadigvæk med et dobbelt regnskab: ét til offentligt brug (”Ja, herre!”), og så det reelle regnskab (”men han gik ikke derud.”). Han var ikke i ærlig kontakt med sig selv. Sådan som farisæere står i fare for ikke at være. Men som Jesus inviterer dem til at være – ligesom toldere og syndere har mulighed for at være, når de træffer Jesus og hører indbydelsen til Guds rige. Og det virker til, at de har lidt nemmere ved det end farisæerne.

Ikke fordi det er en kvalitet at være tolder eller skøge, men det er en kvalitet at komme i kontakt med sig selv, med sin skyld og sin længsel – at komme til kort med sig selv, så man kommer i åben modtage-position i forhold til Jesus. Lignelsen er ikke en nej-reklame, men en ærligheds-reklame.

Herinde i hver af os

Nu har jeg skrevet ”dem” om farisæerne og tolderne og skøgerne. Men de er jo alle sammen ”os”. Det er os, Jesus taler om. Herinde i hver af os bor farisæeren, og herinde rumsterer tolderen og skøgen. Så lad os bruge Jesus’ historie som et afslørende spejl – og dernæst en invitation og vejledning til at komme til at leve i ægte modtagelse af Guds rige. Der er mere frugtbart potentiale i et ærligt ”nej” end i et overfladisk eller forskræmt ”ja” på skrømt.

Når vi kommer med os selv til Jesus – med alle vores blandede ”nej-er” og ”ja-er” – kan vi erfare, at han kommer med sig selv til os som Guds store ”JA”. Og det ”ja” fra ham giver grokraft til vores ægte, dybtgående ”ja”.

Prædikentekst: Matt. 21, 28-44

Lignelserne om de to sønner og arbejderne i vingården

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem:

»Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn.

Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.

Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.