Der er et akut behov for forbøn
Verden har et mere akut behov for forbøn end for oprustning.
Udviklingen af Kunstig Intelligens er tilsyneladende ved at stikke helt af. Det kan de færreste af os gøre ret meget ved. Til gengæld kan vi bede for de mennesker, der rent faktisk kan gøre noget ved det. En af pointerne fra historien om Babelstårnet er, at når mennesket taler samme sprog, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for mennesket. Derfor er det også brandaktuelt, når der i denne uges kronik bliver spurgt, om Kunstig Intelligens er vor tids babelstårn.
Kunstig Intelligens er noget af det ypperste, menneskeheden har skabt, og det er i høj grad lykkedes, fordi vi med engelsk som det globale sprog og med internettet som et globalt samtalested kan tale sammen og udvikle ting i en hastighed som aldrig før. I den sammenhæng er det jo nærmest tragikomisk, at noget af det ypperste, menneskeheden indtil videre har udviklet er en kunstig intelligens, der af teknologiens egne eksperter forudsiges til med stor sandsynlighed at komme til at udrydde hele menneskeheden.
I virkeligheden er spørgsmålet vel, om Kunstig Intelligens er mere end bare vor tids babelstårn, men ligefrem det store dyr i Åbenbaringen? Men det må tiden jo vise. Helt fra de første kapitler i Det Gamle Testamente og blandt andet også i historien om Babelstårnet giver Bibelen os et pessimistisk (men realistisk) syn på mennesket. Mennesket har en grundlæggende destruktiv adfærd, og hvor meget vi end ville ønske, at mennesket i bund og grund er godt, så er det desværre det modsatte.
I Bibelen bliver Djævelen kaldt denne verdens fyrste, og det er ikke svært at få øje på frugterne af hans indflydelse og magt blandt mennesker her i verden. Hvad må og kan vores modsvar som kristne være på dette? Det samme som det alle dage har været: Bøn. Vi må bede for vores verden og for dem, der udvikler Kunstig Intelligens, og for dem, der har magt til at regulere det. Samtidig må vi frimodigt dele vores gode budskab.
Mange mennesker er bange for fremtiden. Som kristne har vi del i det, som verden hungrer efter. En frelser, der siger ”kast alle jeres bekymringer på mig”. En skaber, der har hele verden i sin hånd og et håb, der rækker ud over livet her på jorden. Også her må vi bede. Vi må bede om, at Gud vil give os frimodighed til at dele vores tro. Som Jesus siger i både Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, så skal vi bede til Gud om, at han vil sende mennesker til at dele budskabet om ham – og de mennesker kan vi alle sammen være.
Det kan virke paradoksalt, at vi skal bede Gud om at sende nogen ud. Hvis Gud ønsker at sende nogen, kan han vel bare gøre det? Men sådan fungerer det åbenbart. Vi kan være med til at påvirke mængden af sendebud ved at bede Gud om at sende mennesker. Så det må vi gøre. Vores forbøn for alt, hvad vi kan komme i tanke om i denne verden, er med til at gøre en forskel. Lad os derfor komme i gang med at bede.
I en tid, hvor der tales så meget om militær oprustning, må der være et så meget desto større behov for åndelig oprustning i form af forbøn for vores land og vores verden.
Og der vil jeg umiddelbart mene, at alle kristne har værnepligt.
