S-kandidat: – Bevar kristne helligdage

Socialdemokratiets kirkeordfører Karen Klint bliver nu undsagt af sine egne. Folketingskandidat og tidligere formand for Socialdemokratiets Ungdom Jacob Bjerregaard protesterer imod hendes forslag om at slå kristne og muslimske helligdage sammen.

Jacob Bjerregaard

– Det er et principielt spørgsmål, som jeg ikke kan gå med til, siger han til Udfordringen.
Karen Klints forslag lyder:
– Vi bruger alligevel ikke store bededag til andet end at holde fri og gå i haven. Så hvorfor ikke flytte helligdagen, så den falder sammen med datoen for den såkaldte eid-fest, der afslutter den muslimske fastemåned ramadan?
– Jeg synes, det er en forkert melding, som udtrykker et andet værdisæt end det, jeg står for og har med i bagagen, siger Jacob Bjerregaard.
Bjerregaard er selv vokset op med kristendommen i bl.a. KFUM Fredericia.
– Som samfund bygger vi på en kristen kulturarv, og det er den, der ligger til grund for, hvordan vi har placeret vores fri- og helligdage. Det skal man ikke røre ved, siger han og tilføjer, at kendskabet til egen historie er forudsætning for at kunne rumme andre religiøse overbevisninger.
sl