Anonym fordobler gaver til kristent sattelit-tv
Finanskrisen har nu også ramt SAT-7, hvis faste støtter har tabt penge på aktiemarkedet. Men anonym giver fordobler nu alle gaver til kanalen.Den internationale finanskrise har også ramt den arabiske, kristne Tv-kanal SAT-7.
Flere af kanalens sædvanlige støttere er store fonde. De har tabt en stor del af deres formue på aktiemarkedet og kan derfor ikke støtte tv-kanalen, før de selv får reetableret deres grundkapital.
SAT-7 har i de senere år udvidet betydeligt med en arabisk børnekanal – SAT-7 Kids – og en kanal på persisk til Iran og Afganistan – SAT-7 Pars.
– SAT-7 har derfor store faste omkostninger til over 100 programmedarbejdere og til langtidskontrakter på sendetid. Tv-stationens økonomiske situation er derfor nu meget anstrengt, oplyser kanalens europakoordinator Kurt Johansen.
Imidlertid har en anonym giver skabt håb om, at der alligevel kan komme balance i regnskabet.
– Giveren har forpligtet sig til at lægge 100 pct. oven i alle gaver til SAT-7 i december måned. Yderligere vil giveren tredoble alle gaver fra personer, der aldrig før har støttet SAT-7, oplyser Johansen.
SAT-7s danske partner, Det danske Bibelselskab, har netop startet en særlig indsamling til fordel for SAT-7, så danskere også kan få glæde af den anonyme givers usædvanlige tilbud, hvis de i december indbetaler en gave til SAT-7 via Bibelselskabet, oplyser han.
SAT-7 har egne studier i Libanon og Egypten og sender døgnet rundt på arabisk, persisk og tyrkisk til hele Mellemøsten, Nordafrika og Europa. SAT-7 kritiserer aldrig andre religioner og drives i et unikt samarbejde med stort set alle større kirkesamfund i regionen.
I Mellemøsten og Nordafrika har ca. 200 millioner mennesker adgang til satellit-tv. Det anslås, at SAT-7 har 6-7 millioner daglige seere.
/sl