Hvor er der liv?

På Als findes en by ved navn Lysabild. Navnet siges at stamme fra ”den sorte død”, hvor 1/3 af Europas befolkning døde af pest. Mange landsbyer var dengang uddøde. Men en overlevende hængte her et lys op i æbletræet. Her var der endnu liv.I Afrika har jeg ofte bemærket en lille kirke midt i byernes slum med det opmuntrende navn: ”Here’s Life”.
Man kunne ønske, at kirkerne herhjemme også havde sådan en indholdsdeklaration for søgende mennesker. Desværre skulle der så nogle steder stå: Her er orgel og finkultur. Her er fyldt med traditioner. Her er mest politik. Her kommer de kendte. Her tror præsten ikke på Gud.
Men forhåbentlig var der også mange steder, hvor man med rette kunne sige: Her er liv. – Altså åndeligt liv.
For selv om det er festligt med liv og glade dage, så er vort dybeste behov ikke ”kirkelige aktiviteter”, men at være sammen med Gud. At høre ”levende ord”, så vi mærker, at det er Gud, der taler til os. Mærker, at Jesus er nær.

Mange moderne kirker og fællesskaber er så optaget af sig selv, at man glemmer, hvorfra alt liv kommer. Ja, nogle steder er man så ’stuerene’, at man ikke engang bryder sig om at nævne eller have Jesus med…!
Man laver en light-udgave af kristendommen, som i første omgang virker mere spiselig, men som udsulter os åndeligt og efterlader os med de samme problemer, som før, og en falsk opfattelse af, at vi allerede kender evangeliet. Men vi kender ikke kraften. Og vi har svært ved at tage imod, fordi vi er vaccinereret med en fortyndet udgave.

I Brødremenigheden havde man en tradition med at sætte en tom stol for bordenden til bestyrelsesmøder. Stolen var beregnet til den usynlige gæst – til Jesus, så man ikke glemte, hvem der var bossen. Hvem der var hovedpersonen.

Hvis livet skal vende tilbage i de mange ”uddøde” kirker og fællesskaber, så må vi droppe vort eget og igen finde måder at komme i kontakt med kilden. Det forsøger de i Aalborg, som du kan læse om i dette nummer. Det var måske værd at prøve andre steder?

Af redaktør Henri Nissen